Region Nordjylland skruer op for antallet af uddannelsespladser til de læger, som overvejer at blive praktiserende læge.

KOMMUNEN: Der har igennem flere år været udfordringer med at få besat opslåede introduktions- og hoveduddannelsesstillinger i Almen medicin i Region Nordjylland.

Derfor har regionen sat en række initiativer i gang - både nationalt og regionalt – så det kunne lykkedes at tiltrække flere læger til specialet.

De seneste ansættelsesrunder viser nu tydeligt, at ansøgerantallet er stigende, og flere stillinger besættes.

- Jeg er rigtig glad for, at der endelig er udsigt til, at flere læger ønsker at gå den vej.

- Det er den gunstige situation, vi har arbejdet hen imod, så vi kan sikre patienterne en praktiserende læge i dag og i fremtiden, siger formanden for Akut- og Praksisudvalget, Mogens Ove Madsen (S).

Forventningen er, at inden for en kortere tidsramme vil alle uddannelsesstillinger i Almen medicin i Region Nordjylland blive besat, og der vil være flere læger, der søger uddannelsesstillinger i specialet, end der er stillinger til.

Det skyldes et større optag på medicinuddannelsen samtidig med, at der udklækkes flere og flere læger fra Aalborg Universitet, og mange af dem er interesserede i at blive praktiserende læge.

Derfor ønsker regionspolitikerne nu at skrue op for antallet og oprette i alt 56 uddannelsespladser i år til de læger, der gerne vil arbejde som praktiserende læge, og det tal fastholdes i 2020.

For tre år siden havde regionen 45 uddannelsespladser.

Introduktionsforløbet foregår hos de praktiserende læger, men det er Region Nordjylland, der står for lønudgifterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...