Poesiparken tog os med rundt til værkerne i Frederikshavn midtby

KOMMUNEN: Onsdag søsatte Danmarks første Poesipark et nyt initiativ, der forener poesi, musik og fællessang.

Frederikshavn Byfond inviterede frederikshavnerne og byens gæster på poesivandring med fællessange - og den invitation tog over 30 imod på en solbeskinnet onsdag aften.

Initiativet gentages onsdag 15. juli og søndag 19. juli - begge dage med start kl. 19.

Tove Varmløse fra Frederikshavn Byfond bød velkommen til de mange fremmødte og fortalte om tilblivelsen af Poesiparken, som jo er blevet til med inspiration og i tæt samarbejde med Larvik i Norge, som er Frederikshavn Kommunes venskabsby.

Komponisten Mathias Madsen Munch, der selv er aktuel i Poesipark-sammenhæng med værket ”Stolt af min by” havde fyldt kommunens Christania-cykel med udstyr og sørgede for fællessang og gymnastiske udfoldelser undervejs på den den guidede tur rundt i Poesiparken.

Og ved pitstoppet på Lodstorvet var der endda mulighed for at få tanket op og smurt stemmelæberne.

Der blev nemlig budt på en lille skarp og lidt sødt til ganen.

Baggrunden for initiativet er, at give alle mulighed for at høre om Poesiparken, så kendskabet til den og Frederikshavn kan blive udbredt.

Mathias Madsen Munch, som tilbringer sin sommerferie i Frederikshavn, var hurtig til at sige ja til at være musikalsk ledsager, da han blev kontaktet af Frederikshavn Byfond:

- Jeg glæder mig til turene rundt i min by, hvor jeg er født og opvokset, understreger, siger Mathias Madsen Munch, som sørgede for at alle på den første tur fik rørt både stemmebånd og muskler.

- Det var en dejlig start på disse ture, så jeg glæder mig til at komme afsted på de kommende to.

Fællessang samler mennesker, og alle er velkomne til at deltage i poesivandring med fællessang.

- Vi holder selvfølgelig afstand i forhold til sundhedsmyndighedernes anbefalinger, siger Tove Varmløse Malmberg.

Turen varede halvanden time og sluttede på hjørnet af Danmarksgade og Thuesen Bergs Gade, hvor poesiværket ”Som et strejf af en dråbe” af Gasolin hænger.

Sangen blev sunget som afslutning på en skøn aften.

Poesivandring med fællessang kan man deltage i igen onsdag 15. juli og søndag 19. juli.

Mødestedet er trappen op til Værkergrunden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...