Der er behov for opbakning, hvis Frederikshavn Golfklubs bane skal blive endnu bedre

FREDERIKSHAVN: FIK ishockey har en erhvervsklub, Bratten Strand købmand har en støtteforening, og nu skal Frederikshavn Golfklub også med på bølgen.

Derfor indkaldes der nu til stiftende generalforsamling for Frederikshavns Golf Klubs Venner.

Det sker i det store mødelokale på Frederikshavn Bedding & Skibsværft, Langerak 70, 28. maj kl. 19.

Det er meningen at Frederikshavns Golf Klubs Venner skal hjælpe, støtte og udvikle Frederikshavn Golfklubs bane og klubliv.

Bag ideen om en vennekreds står Torben Madsen, Hans Villadsen, Henrik Simonsen, Per Buhelt og Peter Jensen.

- Vi har alle mod på at yde en stor indsats for at forbedre Frederikshavn Golfklubs bane, lyder det samstemmende.

De håber mange enkeltpersoner, ægtepar og firmaer vil støtte op om Frederikshavns Golf Klubs Venner - for der er brug for mest mulig opbakning til projektet.

Frederikshavn Golfklubs bane har altid fået stor ros for sit banelayout rundt om i hele Danmark.

Det skal der ikke ændres på, men Frederikshavns Golf Klubs Venner vil være med til at løfte kvaliteten på selve banen.

- Banen er i ok stand. Greens er blevet meget bedre i 2018 og der arbejdes stadig intenst på at gøre dem endnu bedre. Tee steder er der stor fokus på i år, der er blandt andet indgået en sponsoraftale målrettet udbedring af teestederne. Men banens fairways bliver kun bedre, hvis vores vandingsmuligheder forbedres, siger initiativtagerne.

De understreger, at man jo ikke behøver at være medlem af Frederikshavn Golfklub for at være medlem af foreningen, alle singler, ægtepar og firmaer er velkomne i foreningen Frederikshavn Golfklubs Venner, siger Peter Jensen på vegne af den endnu ikke stiftede forening.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...