Forretningsdrivende på skolebænken for at favne de tyske kunder bedre

KOMMUNEN: Succes med tyskkursus for turistbranchen i Frederikshavn Kommune

I samarbejde med VUC&hf Nordjylland har Turisthus Nord taget initiativ til et intensivt kursus i tysk for alle turismeaktører i kommunen.

Timingen kunne ikke have været bedre for der er en markant stigning af tyske gæster i hele området i disse år.

Med det for øje samt for at give en optimal service til de tyske gæster i Skagen, Frederikshavn og Sæby, rammer Turisthus Nords 10 ugers kursus spot on.

Kurset, der kører netop nu, udbydes i samarbejde med VUC&hf Nordjylland, og der er 22 tilmeldte erhvervsaktører fra Skagen, Frederikshavn og Sæby.

I Turisthus Nord glæder man sig over, at flere turistaktører ser udviklings- og vækstmuligheder i de kompetencekurser, som turistforeningen tilbyder herunder også sprogkurser.

- Kompetenceudvikling og værtskab går hånd i hånd, og derfor er vi glade for at vores medlemmer selv har efterspurgt et tyskkursus. Det har vi nu atter lanceret sammen med VUC og med udsigt til flere tyske gæster, tror vi på, at der fortsat bliver et større behov for erhvervsrettede sprogkurser i Frederikshavn Kommune, siger René Zeeberg, Turistdirektør for Turisthus Nord.

Turismen bliver mere og mere global disse år, og her vil sprogkompetencer give en vigtig konkurrencefordel og være afgørende for et fortsat højt serviceniveau i turistbranchen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...