Førstedagen skudt i gang uden problemer

FREDERIKSHAVN: Med VM-semifinalen som aftenens clou på storskærm bød førstedagen på Cup No. 1 på en intens turneringsstart, men dog ikke mere end at alle fandt sig super til rette i den sublime ramme.

En del af rammens fortræffeligheder tilskrives vejrguderne, som holdt en solskærm over førstedagen, så spillerne ikke blev stegt, men havde det super rart.

Det gjaldt både underkampene og ind imellem, hvor der var tid til at nyde lidt mad, en is eller en læskende drik.

Ingen tvivl om, at omsætningen ender noget højere end sidste år, hvor kolde dage var varemærket.

- Vi er kommet rigtigt godt fra start - ingen væsentlige problemer og alle virker glade, siger cup-koordinator Jette Varmløse.

Og netop roen er umiskendelig, når man bevæger sig rundt på Fodboldvej - tager et pitstop ved en af banerne og følger kampen et stykke tid - går videre og støder ind i en bekendt.

Det tur er der mange frederikshavnere, der tager, så det er en ide til efterfølgelse, hvis man ikke lige ved, hvad onsdagen ellers skal bruges til.

Kampene starter kl. 9 - så der er gang i den hele dagen.

- Vi tager ikke entre, så kom bare forbi, siger cup-koordinatoren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...