Aalbæk Idrætsforening er én af de 3 foreninger i Aalbæk, der får glæde af Marie Eleonora og Olaf Lies mindefond. For tredje gang var der legatuddeling fra fonden på Marie Eleonoras fødselsdag 17. maj, hvor idrætsforeningen fik tildelt 60.000 kroner fra fonden.

- Hold da op, hvor er det skønt at være kasserer, siger en glad administrator for Aa.I.F. Jens Ole Sørensen, da beløbet blev offentliggjort. Det er vi meget glade for og stolt af at modtage. Det beløb havde vi ikke regnet med. At modtage legatet hver år er et skulderklap og et klart plus for foreningen. En stor tak til fonden. Det betyder også meget for en by som Aalbæk, at der er et godt foreningsliv.

Idrætsforeningen består af 2 afdelinger, fodbold og en gymnastikafdeling. Indendørs fodbold i Aalbæk Idrætscenter og udendørs på arealet på Bådevej. Gymnastik tilbyder forskellige former for gymnastik, dans, petanque og vinterbadere. Desuden holdes det ugentlige bankospil på skolen, hvor indtægterne herfra går til foreningen. Whistklubben bidrager også med beløb til Aa.I.F. fra deres whistaftener. Yderligere indtægter kommer via Projekt Erhverv & Idræt. Foreningen har ca. 300 aktive medlemmer og omkring 300 passive.

Efterhånden som foreningen vokser sig større med flere grene af idrætten, er der efterhånden pladsmangel. Gymnastik foregår i en godt brugt sal på skolen og i den her tid, hvor der er afstands krav, er den for lille.

- Det er et stort ønske at få etableret en multihal på arealet på Bådevej. Derfor bliver de donationer vi modtager lagt til side til en hal. Foruden mindefonden, har vi også fået fra Digets Fond. Multihallen skal kunne rumme de hold vi har i gymnastik med spring, dans, motion, fitness og andre arrangementer som bankospil. Hallen skal også rumme depotrum, fortæller Jens Ole Sørensen.

Multihallen skal bygges sammen med de 2 eksisterende klubhuse, så omklædningsrummene bliver en del i multihallen. Samtidig skal projektet indeholde energirenovering. Tegnestuen LBB er behjælpelig med projektet.

- Sidste år havde vi et lynnedslag, der bevirkede skader for omkring 120.000 kroner. Vi havde håbet på hjælp fra kommunen, men der kom afslag. Så vi måtte dække udgifterne selv, fortæller Jens Ole Sørensen.

Som så mange andre, har foreningen haft det svært med nedlukningen af idrætsaktiviteter i foråret. Gymnastik med en forårsopvisning og al fodbold blev aflyst. De sidste 3 bankoaftener blev også lukket ned. Så foreningen ser frem mod, at der skal blive lukket helt op igen til idrætsaktiviteter, hvor idræt og fællesskab forenes.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...