Gærum lokalhistoriske Forening disker op med foredrag om Kragskov Hede

GÆRUM: Gærum lokalhistoriske Forening og Arkiv afholder generalforsamling på Gærum skole onsdag den 20. marts kl. 19.30. Efter generalforsamlingen og kaffen er Ole Jensen, Ø. Bouet i Gærum, gæstetaler.

Han er i efteråret gået på pension fra Kriminalforsorgen efter 38 års ansættelse. Han vil fortælle om Kriminalforsorgen og det danske fængselsvæsen generelt, hvad det vil sige at være fængslet, og hvordan det opleves. Nytter det noget? Endvidere vil han berette om forskellen på åbne og lukkede fængsler og endelig om hans oplevelser på Kragskovhede.

I foreningens netop udsendte Nyhedsbrev fortælles om Kristian og Ruth Øhrgaard, der flyttede fra Nordsjælland i 1969 for at overtage Gærum Auto og Traktorværksted med Esso benzintank, som de drev i mange år. De bor stadig i Gærum, hvor de i dag lever et aktivt pensionistliv, blandt andet som ivrige kroketspillere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...