Plads til flere fodboldveteraner på Fodboldvej

FREDERIKSHAVN: Gammel kærlighed ruster ikke, siger man - og det gælder også og ikke mindst kærligheden til fodboldspillet.

Har man først én gang ramt en fodbold lige i røven, som John Faxe Jensen så rammende udtrykte det, da han til alles overraskelse blev Danmarks første målscorer i EM-finalen mod Tyskland i 1992, ja, så er man solgt.

Det levende bevis på den livslange kærlighed til spillet med den lille runde læderkugle kan opleves hver mandag og torsdag formiddag på FfI’s anlæg på Fodboldvej. Her mødes en flok fodboldveteraner, året rundt, i al slags vejr, til to gange 30 minutters indædt fodbolddyst, som var det en finale i Champions League eller selve VM-finalen i fodbold. Nuvel, tempoet er måske en anelse langsommere end slow motions-gengivelserne på tv og teknikken måske ikke helt på Messi- og Ronaldo-niveau, men viljen, engagementet og glæden ved spillet er helt i top.

Flere vil være med

Og deltagertallet er stærkt stigende.

- Vi er som regel mellem 15 og 20 mand til start. Da vi startede for fem-seks år siden, var vi nogle gange blot fem til 10 mand, så det går den rigtige vej, siger Pauli Jørgensen, der er initiativtager og fast samlingspunkt for de gamle fodboldben.

Den tidligere førsteholdsspiller fra FfI’s anden guldalder sidst i 70’erne har holdt formen ved lige men havde efterhånden svært ved at følge med i tempoet hos de unge grand old boys-spillere i 30’erne og 40’erne, og således opstod ideen til at samle veteranerne, der er stoppet på arbejdsmarkedet.

Sport og fællesskab

- Det er videnskabeligt bevist, at fodbold-motion er en ideel motionsform, både for fysikken og det sociale. Stort set alle kroppens muskler er i brug. Vi får pulsen op, får masser af frisk luft, og så er der ikke mindst det sociale fællesskab i tredje halvleg, siger Pauli Jørgensen.

Alle veteraner kan være med. Man behøver ikke at have en fortid som divisions- eller superligaspiller eller noget, der ligner. Og der er ingen øvre aldersgrænse. Den nuværende alderspræsident er Ejvind Lassen på 72 år, der har en fjern fortid i Fremad Amager.

Den foreløbige deltagerrekord blev sat i Påsken, hvor 24 fodbold-veteraner var klar til start.

Efter hver kamp rundsendes et udførligt og helt tendentiøst referat med humoristiske stikpiller til de efterhånden halvt hunderede mand, der er på bruttolisten over potentielle veteraner, og fire gange om året holder veteranerne standerhejsning på Fodboldvej med en solid mandefrokost efter dagens svedetur på grønsværen.

Fodbold-veteranerne har også kontakt med jævnaldrende lidelsesfæller i andre byer, og de seneste to lørdag har FfI været vært for veteranturneringen med deltagelse af Aalborg Chang, B52, Aalborg Freja og norske Fløy.

Skulle nogen have fået lyst til at lege med, er det mandag og torsdag formiddag klokken 10, veteranerne banker rust af de gamle fodboldben og forsøger at ”ramme den lige i røven” på Fodboldvej.

Fodbold for veteraner er en sport i fremgang. Flere danske klubber deltager i DBU’s FC Prostata, og FfI’s veteraner har de seneste to lørdage lagt grønsvær til turneringer for fodbold-veteranerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...