I weekenden blev den første udgave af NGF - Nordic Gaming Festival, gennemført i Arena Nord fra fredag kl. 16 til søndag kl. 10.

- Vi er kommet virkelig godt igennem den første udgave af NGF. Vi havde håbet på ca. 100 deltagere, men samlet med spillere, forældre og betalende tilskuere nåede vi ca 190 deltagere, og det er vi rigtig godt tilfreds med. Vi har kun haft mindre tekniske udfordringer og der har været en helt utrolig stemning blandt deltagerne fortæller Lone Kosack fra Arena Nord og fortsætter..

Her det første år skal vi høste mange erfaringer både med hensyn til teknik, aktiviteter, overnatning og alt det andet praktiske, men vi har fået ros fra mange af de gamere som også har deltaget i andre turneringer og det er fedt. Vi er et lille LAN i forhold til fx GGW i Gigantium hvor der er 1500 deltagere, og det synes mange forældre er trygt, hvis det er første gang de sender deres børn afsted.

Deltagerne er i alderen fra 12-35 år og vi lægger stor vægt på at det skal være trygt, hyggeligt og også lidt ”fornuftigt”. Vi har sund mad og frugt samt forbud mod energidrikke og selvfølgelig alkohol. Der skal også være mulighed for fysisk udfoldelse. Vi har opsat bordtennisborde og Badmintonhallen er omdannet til aktivitetshule med bl.a. bumperballs, aktivitetsmadrasser og fodbolddart. Derudover har vi mange pop-up-challenges med masser af gode præmier og det synes deltagerne er mega sjovt fortæller Lone Kosack.

Spillerne konkurrerede i Fortnite og CS:GO, og der var flotte, kontante præmier til vinderne. Finalen i CS:GO blev afviklet fra scenen og blev streamet. Vinderholdet ”Det Gutterne” slog i finalen holder fra Jyske Tele Marketing, og kunne udover præmier tage hjem med en check på kr. 1.900,-.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...