Et kig tilbage til tiden fra før Frederikshavn fik den gågade, der nu er gravet op

FREDERIKSHAVN: I forbindelse med opgravningsarbejdet i gågaden har vi valgt at fokusere på Danmarksgade.

Som vores arkivfoto viser, har der ikke altid været gågade her i Frederikshavn.

Før 1984 var der kun gågade ved særlige anledninger - blandt andet julegågade og sommergågade. I 1970’erne var gågadearrangementerne så populærere, at handelstandsforeningen søsatte en forbrugerundersøgelse, der havde til formål at give svar på, om der var tilslutning til en gågade i Frederikshavn. Her viste det sig, at langt de fleste frederikshavnere var positivt stemte over for idéen om en gågade i Frederikshavn. I 1976 blev det besluttet at afprøve gågaden i en længere forsøgsperiode, men daværende Teknisk Udvalg mente, at det ville give alt for store trafikale vanskeligheder at undvære Danmarksgades kvaliteter for den kørende trafik. I årene 1982-1983 blev der igen prøvet med en gågade i en længere forsøgsperiode. Forsøgsgågaden havde status som forberedende gågade/sivegade, da man måtte køre i gaden med 15 km/t. I 1984 vedtog byrådet første etape i etableringen af en permanent gågade i Frederikshavn. I 1986 blev femte og sidste etape af gågaden indviet. Den lange seje kamp for en permanent gågade i Frederikshavn kulminerede i foråret 1987, hvor Frederikshavn vandt prisen som ”Årets By” netop på grund af den nye gågade. Komitéen gav begrundelsen: ”Når det denne gang lykkedes Frederikshavn at snuppe titlen, tilskrives det først og fremmest den smukke og forbilledlige gågade, der i sommermånederne er farverig som en malers palet og kendetegnet at et sydlandsk leben”. – Frederikshavn Avis, 6. april 1987.

Lokalavisen og Frederikshavn Stadsarkiv arbejder sammen om denne serie Husker du?. Har du forslag til en historie og billeder så mail til stadsarkiv@frederikshavn.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...