Det levende ord får masser af energi på Frederikshavn Bibliotek

FREDERIKSHAVN: Inger Marie Madsen inviterer dig ind i H. C. Andersens univers og giver dig en dramatiseret fortælling af bl.a. Nattergalen, Kærestefolkene og Den Standhaftige Tinsoldat, når hun gæster Frederikshavn Bibliotek torsdag 14. februar kl. 19.30

Vore store digtere har så meget at give os - skønhed, drama, glæde og livsvisdom.

Denne aften skal vi høre H.C. Andersen eventyr, dramatiseret fortalt for voksne - bl.a. Nattergalen, Kærestefolkene og Den standhaftige tinsoldat.

H. C. Andersen befandt sig godt på herregårde og slotte og var en yndet gæst. Han underholdte og fandt ofte sine inspirationer her. Humoren var en vigtig ingrediens i eventyrene.

Andersen sagde selv: ”Humoren var egentlig saltet i mine Eventyr”.

- Det er altid en stor kunstnerisk og litterær oplevelse at få besøg af Inger Marie Madsen, siger bibliotekar Pernille Lisborg.

- Hun levendegør de store danske digtere og denne gang den store danske eventyrforfatter H.C. Andersen, som absolut ikke kun er børnenes forfatter, men i lige så høj grad er de voksnes.

Inger Marie Madsen har tidligere gæstet såvel Frederikshavn Bibliotek med dramatiseringer af Karen Blixen og Herman Bang.

Hun har arbejdet som historiefortæller i mange år og stort set levet af at fortælle siden 1996.

Hun fortæller ordret på originalsproget.

I sin tid begyndte hun med at læse op, men fandt ud af, at det var meget mere spændende og udfordrende at kunne teksten udenad.

Det bliver mere levende og kræver totalt nærvær.

Hun har altid beskæftiget sig med teater og kunst, men er oprindeligt uddannet tegner og blev optaget på Statens Teaterskoles skuespilleruddannelse i 1979, men stoppede, da hun blev gravid.

Har siden været med i flere teatergrupper - bl.a. Teatergruppen Thor Teatret i Randers og Den Blå Hest i Århus - og desuden medvirket i en række opsætninger i forskellige sammenhænge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...