Efter en lille pause i graveriet over sommeren, har arbejdet med at renovere gågaden fra Tordenskjoldsgade til Kirkepladsen, kørt på fuld kraft siden midt august. Alt går som planlagt og der følges tæt op på tidsplanerne. Det er Jane Olesen fra Teknisk Forvaltning der har overblikket og koordineringsarbejdet.

- Vi mødes med samarbejdspartnere og leverandører hver tirsdag morgen til en gennemgang af projektet. Der opstår altid nogle små uforudsete problemer undervejs, og så kan vi få dem løst, mens vi er samlet fortæller Jane Olesen.

Det kan måske undre nogen at der graves op to gange på strækningen. Men arbejdet med fjernvarmen er startet fra Kirkepladsen mens etableringen af kloakker og vand løber fra Tordenskjoldsgade. Omkring skæringen ved Th. Bergsgade og Kirkegade mødes de to forløb. Her er der også et større arbejde med etablering af en større brønd, som samler de to forløb.

Det er ved Th. Bergs Gade at det nye fællesområde med de mange Frederikshavnersten skal etableres. De mere end 700 bestilte sten er nu sendt til gravering, og pladsen vil blive indviet sammen med gågaden omkring den 20. november.

Mange tror i øvrigt at det hedder Thomas Bergsgade, men det rigtige navn er faktisk Thuesen Bergs Gade. Gaden er opkaldt efter Peter Thuesen Berg, der var en stor købmand, som havde stor indflydelse på Frederikshavns udvikling i 1800-tallet.

Renoveringen af første del af gågaden er blevet taget rigtig godt imod af både borgere og butikkerne. De handlende sætter stor pris på den ekstra plads som butikkerne har fået til gade- varer, da den gående trafik er flyttet til midterfeltet. Til gengæld er der mange borgere som efterlyser træer.

- Jeg ved, at der er mange som undrer sig over hvorfor der ingen træer er i gaden - men de kommer. Træerne plantes i november i de runde grushuller man kan se i gaden. Det er store træer som helst skal plantes sidst på året fortæller Jane Olesen.

Placeringen af træerne, er nøje udvalgt efter den vindanalyse der blev udført ved projekteringen af gågaden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...