Galleri Virak byder inden for til ny udstilling

FREDERIKSHAVN: Siden drenge- og ungdomsårene i Thy har han eksperimenteret med mange forskellige medier og genrer. Derfor ser man også et stort spænd i de teknikker, han behersker og en alsidighed i den motivverden, han udforsker.

Maleren vi taler om hedder Fritz Overgaard - en lokal og meget alsidig kunstner, som ikke er låst fast i en bestemt kunstretning.

Det kan man forvisse sig om ved at kigge forbi Galleri Virak, hvor han netop nu er udstillingsaktuel.

- Jeg holder af flere genrer og kunstretninger - både naturalistiske og abstrakte, fortæller Fritz Overgaard, som henter sin inspiration både i naturen og i bymiljøet.

Han voksende op i den storslåede natur ved Thy Nationalpark og den åre ses i hans naturalistiske malerier, f.eks. i de lette, lyse akvareller med naturmotiver.

Efter studieårene i København flyttede han til Frederikshavn og stadig tegnede og malede han - med blyant, oliekridt, tusch, kul, olie-, akryl- og akvarelmaling.

Hans billedverden udvides til også at omfatte bymiljøer og farvestrålende figurer, som ses i flere af hans akryl- og oliemalerier.

En særlig gren i Fritz Overgaards arbejder er exlibris, bogejermærker - små kunstværker til bogelskere.

Kunstarten er et spændende område indenfor brugsgrafikken og ikke uvæsentlig del af billedkunsten.

Fritz Overgaard har skabt mange exlibris gennem årene - til bogelskere og -samlere herhjemme og i udlandet.

Samtidig med udstillingen i Galleri Virak viser Frederikshavn Kunstmuseum og Exlibrissamling udvalgte værker af Fritz Overgaard.

Fritz Overgaard er født og opvokset i Thisted og student fra Thisted Gymnasium.

Han er uddannet cand. pharm fra Københavns Universitet og har undervist på Frederikshavn Tekniske Skole og på Frederikshavn Gymnasium.

Han har gennem tiden udstillet på både censurerede og ikke-censurerede udstillinger og nu udstiller han i Galleri Virak, som inviterer til fernisering lørdag 18. januar kl. 13-15.

Denne dag kan man møde kunstneren, få en snak med ham om arbejdsmetoder, inspiration og de værker, han udstiller.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...