Frederikshavnervirksomheden Organic Human er med i nordjysk stand på økologisk eksportmesse i Tyskland

FREDERIKSHAVN: Udenlandske forbrugere har smag for dansk økologi. Det vil tre nordjyske virksomheder udnytte, når de i uge syv går på jagt efter nye eksportaftaler på verdens største øko-messe, BioFach, i Nürnberg. I alt deltager 32 danske øko-virksomheder i det danske eksportfremstød, der er arrangeret af Økologisk Landsforening og Bio Aus Dänemark.

Den danske økologi-eksport er næsten fordoblet på fire år. Den positive udvikling står tre nordjyske virksomheder klar til at bygge videre på, når verdens største økologiske messe - BioFach i Nürnberg - åbner dørene fra 13. til 16. februar. Her kan virksomhederne præsentere deres økologiske varer for de mange tusinde udenlandske indkøbere på den tyske messe, der besøges af mere end 50.000 fagfolk.

En af de nordjyske virksomheder, der deltager på BioFach, er Nordens største ægpakkeri DAVA Foods. I hovedkontoret i Hadsund har eksportdirektør Jens Madsen store forventninger til at lancere en nyudviklet køkkenmaskine. Den gør det muligt for hoteller, caféer og kantiner at lave økologisk røræg på 15 sekunder.

- Som eksportør af æg er det en kæmpe fordel at komme fra Danmark, som er kendt for en høj fødevaresikkerhed. Det betyder, at vi kan konkurrere på kvalitet frem for pris.

Nordjysk juice og spiritus

En anden nordjysk virksomhed, som deltager på BioFach i Nürnberg, er Nordisk Brænderi ved Fjerritslev. De er for første gang med på den årlige messe, hvor den lancerer sine økologiske drikkevarer for korpset af internationale indkøbere. På messen vil det lille familieejede mikrodestilleri forsøge at finde kunder til bl.a. Nordisk Gin og den nyudviklede økologiske akvavit ’Nordic Aquavit Monastery’, som er inspireret af gamle opskrifter fra munkeklostrene i Danmark.

- Vores formål er at forædle eventyret i den nordiske natur til håndlavet premiumspiritus. I det omfang, det er muligt, arbejder vi på at gøre flere af vores produkter økologiske, siger Katrine Frost Bilgram, Brand Manager i Nordisk Brænderi.

Ud over DAVA Foods og Nordisk Brænderi deltager også Organic Human fra Frederikshavn i Nordjylland. Det er en virksomhed, der har specialiseret sig i slow-drinks, shots og andre innovative juiceprodukter.

Stort eksportpotentiale

Der blev eksporteret danske øko-varer for næsten tre milliarder kroner i 2017, og eksporten steg med hele 21 procent på et år. Ifølge Økologisk Landsforening hænger det sammen med den danske økologi-succes.

- Danskerne er dem, der køber flest økologiske varer i verden. 13,3 procent af alle de varer, vi lægger i indkøbskurven, er økologiske. Vi efterspørger også økologi indenfor flere og flere varegrupper, og derfor udvikler de danske virksomheder konstant nye, spændende øko-varer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...