Vil lyse Frederikshavn Kirke op 28. november

FREDERIKSHAVN: Fredslyset er blevet tændt i Fødselsgrotten i Betlehem ved den flamme, der altid brænder der - og inden længe brænder det også for en stund i Frederikshavn.

Flammen, der kommer til Frederikshavn onsdag 28. november, bliver hentet i Aarhus af et medlem af Sct. Georgs Gildet og vil blive bragt til Frederikshavn Kirke, hvor der kl. 19. vil være en kort andagt under ledelse af præst Janet Ligaard.

Frederikshavn Bykor synger og talentklassen fra Frederikshavns Musikskole giver koncert.

Spejdere og FDF’ere fra Frederikshavn og Sæby er inviteret til at deltage, men der er åbent for alle, der gerne vil være med til at markere Fredslyset og årets tema: Fred har behov for et tolerant fællesskab.

Derefter inviterer Sct. Georgs Gilderne i Frederikshavn og Sæby på et lille traktement i Kirkens Sognehus.

Hvis man medbringer en flagermuslygte eller lignende, er det muligt at få Fredslyset med hjem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...