Carl Chr. Madsen
Tage Mortensen efterlod sig mange smukke sange, som aldrig var blevet udgivet,. De sange stod Birgit Munch og Kammerpigerne for at indspille, så de er sikret en plads i den digitale verden også og kan høres blandt andet på Spotipy. Skriv Tage Mortensen og find albummet "At gå langs med stranden". Motivet til cd'en skabte Frits Overgaard inspireret af Bratten Strand, hvor Tage havde sit elskede sommerhus.

DR Pigekoret fylder netop nu 80 år - gennem flere end 35 år var det magister Tage Mortensen, der satte stemmerne - og kursen

FREDERIKSHAVN: Da Frederikshavns musiske ambassadør, Tage Mortensen, døde for 17 år siden, var han chefdirigent for DR Pigekoret - det kor, som om nogen fyldte hans liv, gøre og laden.

I disse dage fylder DR Pigekoret 80 år, men det var den frederikshavnske stemme, der sikrede koret den utrolige position, som de seneste år yderligere er udbygget.

Frederikshavn var Tage Mortensens et og alt, og derfor beholdt han da også sin faste bopæl i Frederikshavn på Vinkelvej - den lejlighed hans forældre beboede og som han overtog efter moderens død og beboede frem til sin egen i 2001.

Det var her i hans hjemstavn, livet var værd at leve.

Udlændigheden, som han karakteriserede de mange år i København, var et tilvalg af arbejdsopgaver og oplevelser, men også et fravalg af roen, nærheden, ungdommen og den opvækst, som Tage Mortensen fandt i Frederikshavn.

Han var lykkeligere ved et varmt håndtryk af slagter Andersen på Emilievej end ved at blive nikket til på de bonede gulve.

Derfor var han her, så tit arbejdet tillod.

Han valgte i en meget ung alder den ligestemmige kormusik til sig, idet han under musikstudierne på Aarhus Universitet overtog ledelse af det daværende Frederikshavn Musikskoles Børnekor - et kor han op gennem 60´erne udviklede til en nordjysk pendant til DR´s Pigekor.

I slutningen af de hektiske 60´erne virkede Tage Mortensen både som gymnasielærer i Frederikshavn og dirigent for såvel Radiopigekoret som Nordjysk Pigekor i Frederikshavn med enkelte afstikkere ind i docentverdenen på Aalborg Konservatorium og Københavns Universitet.

Dette liv trak betydelige veksler på helbredet, men Tage Mortensen kunne det han ville - og han ville meget.

Først i 70´erne blev han dog nødt til at vælge og det blev arbejdet i Danmarks Radio, der vandt.

Det blev ikke en dans på roser, for der måtte kamp til for at sikre Pigekoret dets internationale plads.

Den største kamp stod under årene i B&U-afdelingen, hvor en nedlæggelse af koret uafladeligt var på dagsordenen.

Men det lykkedes Tage Mortensen med dygtighed og snilde at manøvrere koret ind i smult vande - først i Provinsafdelingen og siden i regi af Københavns Radio indtil det endeligt landede i Musikafdelingen, hvor det retteligt hører hjemme.

På den måde var Tage Mortensen ikke alene den dirigent, der om nogen har holdt dirigentstokken længst i DR Pigekoret - nemlig flere end 35 år.

Hans frederikshavnske tilgang til livet - og særligt det ikke at acceptere urimeligheder, sikrede DR Pigekoret overlevelsen, mens DR Drengekoret blev tabt under ungdomsoprørets bølgegang i DRs kontorer.

DR Pigekoret er stadig det ældste statradiofoniske kor for lige stemmer i verden - og det er altså frederikshavnske Tage Mortensens skyld, at koret i dag i sit 80-ende stadigt lever og udvikler sig nu under Philip Fabers ledelse.

Tage Mortensens kompositoriske virke blev ikke så stort, som talentet evnede.

Men tiden tillader ikke alting og man kan så glædes over, at mange af Tage Mortensens børnesange har en fast plads i de fleste mennesker sangrepertorie - blandt andet Blæksprutten Olsen i øvrigt skabt i sanglokalet på Hjørringvejens Skole og senere på Ørnevejens Skole, hvor Tage Mortensen i kortere periode vikarierede som lærer.

Et liv i musikken og et liv med musikken med store glæder og oplevelser som landets musikalske ambassadør på ture blandt andet med Kongehuset.

Et liv med udmærkelser - ridderkors og priser fra mange sider. Størst af alt dog Frederikshavn Kommunes Kulturpris, som Tage Mortensen som første mand modtog.

Under de meget aktive virkeår blev det til et tæt parløb mellem Tage Mortensen og lektor Birgit Munch, hvis korvirke Tage Mortensen fulgte med stor opmærksomhed og veneration.

Birgit Munch var en del af Tage Mortensens Nordjysk Pigekor i Frederikshavn og etablere selv, da Nordjysk Pigekor flyttede til Hjørring en rytmisk korskole med spirekor, ungdomskor og gymnasiekor.

Kammerpigerne, som var gymnasiekoret, havde et tæt samarbejde med DR Pigekoret og deltog i en række julekoncerter i det daværende Radiohus - ligesom DR Pigekorets medlemmer ofte gæstede Frederikshavn og var indkvarteret hos de lokale kormedlemmer.

Som sagt evnede tage Mortensen at løfte DR Pigekoret sejrrigt ud af 80'erne DR-dønninger, men han skabte også et rum for pigekorsang af højt kvalitet i Østvendsyssel.

Det virke vil her på kanten af Frederikshavns 200 års Købstadsjubilæum blive markeret - ikke i 2018, men i 2019, hvor medlemmer af det oprindelige Frederikshavn Folkemusikskoles Pigekor, Nordjysk Pigekor Frederikshavn og medlemmer af Birgit Munchs kor sammen med andre, der kendte Tage Mortensen står bag en koncert på Frederikshavn Gymnasium 16. marts.

Det sker under titlen: Købstadsjubilæet - også til næste år. Det er en direkte reference til den smukke melodi Tage skrev til sangen Også til næste år, som vil blive sunget på dagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...