Allan Poulsen afsluttede sin uddannelse med topkarakter og som vinder af EL-forbundets Innovationspris

FREDERIKSHAVN: Allan Poulsen afsluttede sin uddannelse i Energimanagement på UCN med topkarakter og som vinder af EL-forbundets Innovationspris for sin afsluttende opgave med fokus på at forbedre energiforbrug og indeklima i Frederikshavn Svømmehal.

I efteråret indgik Allan Poulsen en praktikaftale med Frederikshavn Kommunes Ejendomscenter i forbindelse med sin afsluttende opgave på Energimanagementstudiet på UCN i Aalborg. Formålet var at se nærmere på, hvilke energibesparende tiltag, der kunne udføres og samtidig at arbejde med adfærd i forhold til indeklimaet i svømmehallen.

- Det har været en spændende proces, hvor jeg, som afslutning på min PBA i Energy Management, fik lejlighed til at anvende teori fra undervisningen i praksis og desuden fik mulighed for at inddrage helt nye beregningsmodeller, som kan få betydning for dimensionering af ventilationsanlæg i svømmehaller i fremtiden. Jeg skylder Bo Niebuhr og John Kronborg Larsen fra Ejendomscentret og halinspektør John Philipsen fra Frederikshavn Svømmehal en stor tak for deres hjælp, der gjorde det muligt at gennemføre et både spændende og lærerigt projekt, siger Allan Poulsen, der løb med den fine pris for sin afsluttende opgave.

El-forbundets Innovationspris tildeles hvert år for de mest kreative og fremsynede afgangsprojekter.

I sin praktikperiode var Allan Poulsen tilknyttet afdelingen Bygherre og Anlæg, der bl.a. arbejder med at reducere energiforbruget i kommunale bygninger. Her får Allan Poulsen også ros med på vejen.

- Vi indgår praktikaftaler flere gange årligt i Ejendomscenteret - og samarbejder med studerende inden for mange forskellige fag. Vores erfaring er, at det er meget lærerigt for begge parter. De studerende får lov at afprøve teori i praksis, vi holder os opdateret med ny viden inden for mange forskellige områder og så er der rigtig mange af de input, de studerende kommer med, vi kan bruge i vores opgaveløsning bagefter. Det er Allans flotte arbejdet et glimrende eksempel på, siger Bo Niebuhr, afdelingsleder i Ejendomscenteret, Frederikshavn Kommune.

Allan Poulsen blev indstillet til Innovationsprisen af underviserne på Energimanagement i Aalborg, og en del af begrundelsen for indstillingen er følgende:

Allan Poulsen har udfordret indholdet i formlerne og givet sit bud på den mest virkelighedsnære fremgangsmåde. Med sit projekt har Allan Poulsen formået at løse en opgave for en rekvirent og samtidig udfordret rådgiverbranchens måde at anskue denne type opgave på.

Allan Poulsens projekt indstilles til Innovationsprisen i kraft af, at han har udformet et projekt, hvor parter på begge sider af bordet vinder - virksomheden får en realiserbar løsning og rådgiverprofessionen udvikles.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...