Carl Chr. Madsen
Her ses det stjernespækkede cast - fra venstre Nicolas Bro, Sally Mærsk, Charlotte Munck, Sebastian Jessen, Casper Crump, Henning Jensen, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Mehdi Avaz, Albert Rudbeck Lindhardt, Emilie Koppel, Tommy Kenter. Forrest fra venstre: Misam Avaz, Karla Sigrid Wienberg Avaz, Milad Avaz. Fotograf: Rolf Konow.

Dele af brødrene Avaz’ næste spillefilm skal optages i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN: Brødrene Avaz’ næste spillefilm bliver det stjernespækkede danske drama Kollision, hvis historie blandt andet udspiller sig i Frederikshavn.

23. november går teamet bag produktionen i gang med en stjernespækket rollebesætning bestående af Nikolaj Lie Kaas, Cecilie Stenspil, Tommy Kenter, Henning Jensen, Sebastian Jessen, Rasmus Bjerg, Nicolas Bro, Charlotte Munck, Sebastian Jessen, Karla Sigrid Wienberg Avaz, Casper Crump, Jes Dorph og mange flere.

De første optagelser vil efter de nuværende planer ske i Aarhus.

- Vi forventer at rykke til Frederikshavn midt i december, siger Hannah Oxenvad Svarrer, der er kommunikationskonsulent for produktionen.

Takket været et tæt samarbejde med Den Vestdanske Filmpulje bliver filmen optaget i Aarhus og Frederikshavn, hvor forskellige location blandt andet på havnen tænkes ind i dramaet.

Filmen instrueres af Mehdi Avaz med Milad Avaz som manuskriptforfatter samt Misam Avaz, Kim Magnusson og Sara Victoria Pedersen som filmens producer-trio.

Også denne gang er det lykkedes at få Bent Fabricius-Bjerre om bord som komponist.

Historiens omdrejningspunkt er kernefamilien Leo og Olivia, der kastes ud i en krise.

I den forbindelse bliver deres ni-årige datter Liv kastebold mellem dem.

I hovedrollen som Leo kan publikum glæde sig til at se Nikolaj Lie Kaas, der lige nu hitter stort i Journal 64.

Som Leos kone Olivia får Cecilie Stenspil sin første store filmrolle, og i den centrale rolle som den blot ni-årige Liv er der skuespillerdebut til Karla Sigrid Wienberg Avaz, datter af producer Misam Avaz

Filmen er et bevægende drama, der udforsker en familie i opløsning og de beslutninger forældre træffer i forsøget på at finde mening og håb, når alt ramler.

Filmen er inspireret af sande historier som brødrene har researchet i samarbejde med Foreningen Far.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...