Unge i Frederikshavn gør second-hand til første valg

FREDERIKSHAVN: Ungeklimarådet i Frederikshavn Kommune opfordrer andre unge til at rydde op i garderoben og sælge ud af det, der ikke længere er i brug. Det sker ved et tøjsalg lørdag 23. marts i Maskinhallen i Frederikshavn.

Bukser, bluser, smykker, sko. De fleste klædeskabe har en jakke for meget og en taske, der ikke bliver brugt. Og overforbruget presser ikke kun dankortet, men også den dårlige samvittighed. Begge dele kan man nu få lettet – en smule. Ungeklimarådets første tøjsalg er nemlig på trapperne.

- I Ungeklimarådet diskuterer vi, hvordan vi kan få unge engageret i klimaudfordringerne. Vi har nu valgt at sætte fokus på alle de ressourcer, verden bruger på at producere tøj. Derfor laver vi et tøjsalg. Vi vil gerne flytte unges grænser for, hvad man kan gå med af tøj, og tilbyde muligheden for at gøre det aflagte tøj og accessoirers til andres glæde - og samtidig opnå en fortjeneste. Det gør en forskel, hvis vi bruger tøj, til det er slidt op. Til tøjsalgsdagen kan man for små penge finde nyt tøj, og samtidig gøre noget for miljøet, siger Line Bødker Larsen, der er medlem af Ungeklimarådet.

Maskinhallen i Frederikshavn lægger sal til, og meningen er, at de unge sælgere kan booke en plads, alene eller sammen med andre. Ungeklimarådet har på forud for eventen undersøgt interessen for tøjsalg, og efterspørgslen er absolut til stede blandt de 15-25 årige:

- Der er mange unge, der handler på de forskellige portaler med second-hand på nettet. Og derfor håber vi, at mange også har lyst til at få sig en stand selv, eller dukke op og lave en god handel her lokalt. Genbrugstøj er jo mere moderne end nogensinde, og samtidig ser vi nu, at det også er en livsstil for unge at ville reducere deres klima-aftryk. Det håber vi, breder sig endnu mere blandt unge her i Frederikshavn Kommune, så vi kan gå forrest og inspirere andre. Og hvis dagen bliver en succes, arrangerer vi det igen, siger Emily Olesen fra Ungeklimarådet.

Tøjsalget finder sted lørdag 23. marts fra klokken 12 til 16. Det er gratis at deltage, man skal være over 16 år, og hvis man vil booke en stand, er det efter først til mølle princippet.

Det sker på mail, med navn, alder og antal deltagere, til ungeklimaraadet@gmail.com

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...