Erik Holm Sørensen fortæller om de svære stunder

Erik Holm Sørensen går helt tæt på sin egen sygdom

FREDERIKSHAVN: Hele efteråret har temaet omkring liv og død været i fokus på bibliotekerne i Frederikshavn Kommune. Et alvorligt, men vigtigt emne.

13. november kl. 19.30-21.30 kommer livet og døden for alvor tæt på, når frederikshavner Erik Holm Sørensen stiller sig på scenen og fortæller ærligt og autentisk om, hvordan han har overlevet døden.

Det er de færreste mennesker, der går gennem et helt liv uden svære perioder.

Nogle mennesker bliver ramt at stress, andre af længere tids sygdom eller sorg efter at have mistet en kær.

Heldigvis for langt de fleste ender disse perioder ikke så alvorligt, som for Erik Holm Sørensen.

Erik Holm Sørensen har brugt mange år på at kæmpe sig tilbage til livet og efter flere gange at have forsøgt at begå selvmord lever han i dag et lykkeligt liv.

Hvordan kan et menneske komme så langt ud, at selvmord synes at være den eneste udvej?

Det ved Erik Holm Sørensen en hel del om, og også om at være patient i den moderne psykiatri og hvordan man bliver behandlet.

Denne aften kan du høre en fortælling fra den dybe og sorte ensomhed og blive klogere på, hvordan det føles at have en svær psykose.

Det er desværre en vigtig og nødvendig fortælling idet alt for mange begår selvmord.

Gennem oplægget håber Erik Holm Sørensen, at tilhørerne fremover kan spotte familie og venner, der er ved at komme alt for langt ud og sørge for at få hjælp, inden det er for sent.

Billetterne til foredraget finder du på bibl.frederikshavn.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...