Ældre Sagen har nu også bowls, bordtennis og floorball på programmet

FREDERIKSHAVN: 87-årige Inger er med både i floorballmålet og ved bordtennisbordet hver tirsdag klokken 9.30 i FFK Centret på Flade Engvej i Frederikshavn, efter at Ældre Sagen har indledt en ny sæson med tre nye aktiviteter på programmet.

Sammen med en flok seniorer af begge køn har hun tilmeldt sig det nye tiltag, og selv om man er kommet godt fra start, er der stadig plads til flere.

Der kan cirkuleres mellem de tre aktiviteter bowls, bordtennis og floorball, så det hele kan prøves hver tirsdag i halvanden time med start klokken 9.30.

Husk indesko og tøj til at bevæge sig i, for det kan give sved på panden at være aktiv senior med Ældre Sagen, der sammen med Senior Motion og Frederikshavn Firmaidræt er arrangører.

Det koster 200 kroner at være med, men så kan du altså også spille både bowls, bordtennis og floorball helt frem til nytår i FFK Centret hver tirsdag.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...