Tradition med fransk orgelmusik holdes i hævd

FREDERIKSHAVN: Lørdag 8. december klokken 11 er der igen adventsmusik i Frederikshavn Kirke.

Det er denne gang den årligt tilbagevendende koncert med fransk orgelmusik og med Thomas M. Kursch ved orglet.

Koncerten er arrangeret i samarbejde med Alliance Francaise i Frederikshavn.

På programmet til årets koncert står to variationsrækker over gamle franske julesalmer af den franske barokkomponist Louis-Claude Daquin, der allerede i en alder af 12 år havde gjort sig så bemærket, at han blev udnævnt til organist ved Sainte-Chapelle i Paris.

Orgelmusik fra baroktiden (ca. 1650-1730) er der nok af.

Mere sparsomt er det med kvalitetsmusik fra rokokoperioden. Der findes dog noget - også fra Frankrig. Blandt andet den oprindelige tyske komponist Joseph Hemmerlein.

Han fødtes i 1761 i München, men flyttede som voksen til Frankrig, hvor han blandt andet virkede som organist. Han har i sin egen stil optaget flere af Mozarts originale stiltræk. Det høres tydeligt i hans Offertoire sur ”Joseph est bien marie”. Alle wienerklassicismens melodiske, formelle og harmoniske kendetegn er til stede i dette meget iørefaldende lille stykke musik

Koncerten slutter med et uddrag af en orgelmesse af Jean-Jacques Beauvalet-Charpentiers, der også tilhører rokokotiden. Hans musik er varieret både i form og indhold. Musikken har oprindelig været brugt som enten som erstatning for den katolske højmesses forskellige led eller som mellemspil mellem dem. Derfor har satserne titler som Kyrie, Gloria og Offertoiere.

Der er som sædvanlig gratis adgang til denne lille formiddagskoncert.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...