Carl Chr. Madsen
Helle Helle gæster Frederikshavn

Biblioteket inviterer på nogle timer i selskab med en blændende forfatter

FREDERIKSHAVN: Det er 25 år siden hun debuterede med sin første bog.

Nu kan du møde Helle Helle på Frederikshavn Bibliotek, onsdag 14. november, kl. 19.30-21.30, til en snak om hendes forfatterskab med hovedvægt på den seneste udgivelse ”de”, der kom i foråret 2018.

Helle Helle har skrevet en skarp og aldeles blændende roman, som er sjov og uendelig trist på samme tid.

Med ”de” skriver Helle Helle om forholdet mellem en mor og datter i skyggen af sorg og død på en både original, smuk og rørende måde, lød det bl.a. i en anmeldelse, hvor anmelderen ikke tøver med at kalde romanen for et højdepunkt i forfatterskabet – og i årets danske litteratur.

Aftenens gæst er en kapacitet inden for dansk litteratur, og nu er muligheden der for at høre hende fortælle om sit forfatterskab, netop med udgangspunkt i den seneste roman.

- Vi kommer til at høre om skriveprocessen, hvordan en roman bliver til, og hvorfor den – heldigvis – aldrig bliver som planlagt? forklarer bibliotekar Pernille Lisborg.

Helle Helle har i løbet af en række år skabt sig et navn som en af Danmarks nye store forfattere.

Hun formår med en saglig realisme at indfange trivialiteten i almindelige menneskers hverdag, hvilket også er en af grundene til bøgernes store popularitet.

Hun er uddannet fra forfatterskolen 1991 og debuterede i 1993.

Hun har modtaget en række priser og præmieringer, blandt andet Kritikerprisen, P.O. Enquistprisen, De Gyldne Laurbær og Det Danske Akadedemi.

Siden 1993 har Helle Helle udgivet noveller og romaner deriblandt “Rødby-Puttgarden” (2005), “Ned til hundene” (2008), “Dette burde skrives i nutid” (2011) og senest “Hvis det er” (2014). Helle Helle har modtaget De Gyldne Laurbær, Kritikerprisen og PO Enquist-prisen, og hendes bøger er oversat til atten sprog.

Billetter til foredraget finder du på bibl.frederikshavn.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...