Abildgård Kirke får besøg af Martin Schwarz Lausten, som er dansk teolog og professor emeritus i kirkehistorie ved det teologiske fakultet, Københavns Universitet.

Han har skrevet en række fagbøger og alment orienterende bøger som bl.a. Danmarks kirkehistorie og i 2012 modtog han Kulturstyrelsens og Dansk Forfatterforenings faglitterære pris, som hvert år uddeles til forfattere, der har gjort et ellers vanskeligt fagligt stof tilgængeligt for et bredt publikum.

Lausten er en historiker af kød og blod med meninger og holdninger til teologiens og dermed historiens gang. Tidl. minister Birthe Rønn Hornbech siger om ham: Martin Schwartz Lausten er en Gudsbenådet formidler. Han er det bedste bevis på, at den videnskabelige grundighed og hæderlighed ikke udelukker, at videnskab kan blive vedkommende og aktuel.

Der er lagt op til en spændende formiddag i Abildgård Kirke, når Martin Schwarz Lausten holder foredrag om ”Kættere i kirken”. Lige fra kirkens begyndelse har der været mennesker, som begyndte at forkynde noget, som stred imod kirkens vedtagne lære. Ofte blev disse afvigere udstødt, forfulgt, ja henrettet. Men hvordan afgjorde man, at der var tale om kætteri? Efter omtalen af nogle sager fra tidligere tider, samles opmærksomheden om nogle vidt forskellige afvigere i folkekirken i nyere tid. Hvad sagde de? Hvordan blev de behandlet? Kan man i kirken sige, hvad man har lyst til? Har vi stadig kætterdomstole?

Det er nogle af de spørgsmål, som bliver behandlet ved arrangementet Abildgård Formiddag mandag den 28. oktober kl. 9.30-12. Foredraget er det andet i en foredragsrække på seks, hvor vi samles under temaet ”Hvordan er vi kristne? – sådan”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...