En forårsbebuder er den tilbagevendende tulipankampagne

FREDERIKSHAVN: Der er mange forårsbebudere i naturen - for Lions i Frederikshavn kommune er der to.

Den ene bebuder er tulipanaktiviteten til fordel for Lions mod misbrug og den anden er samarbejdet mellem lionsklubberne Skagen, Skagen Anna Ancher, Bannerslund, Kattegat og Frederikshavn.

De 5 klubber har i mange år bidraget til gennemførelsen af lærerkurset Holdning og handling.

Tirsdag den 5. marts sad 20 frederikshavnske lærere bænket i Skagen Kultur- og fritidscenter og blev af instruktøren Gitte Lauridsen grundig instrueret i, hvordan man kan styrke elevernes sociale kompetencer, robusthed og etiske værdier.

Undervisningsmaterialet ”Hvem er du” fokuserer på de store forandringer, eleverne gennemgår i forbindelse med puberteten. Lærerne præsenteres for og arbejder på kursusdagen med konkrete materialer, som kan bruges direkte over for eleverne, når de i morgen står ude på skolerne.

Nogle af de overordnede temaer på dagen var:

Pubertet,

Selvtillid gennem bedre kommunikation

Følelser

Bedre kontakt til kammerater

Familien

Kritisk tænkning

Det digitale ansvar

Det, der gør materialet så fremragende er, at der er udarbejdet konkrete elevmaterialer til alle temaer, siger Kursuslederen Niels Chr. Andersen, som ved kursusafslutningen med tilfredshed kunne konstatere, at lærerne tog mod materialet med kyshånd. Ikke nok med det, så falder Lionsmaterialet fint i tråd med de anbefalinger til elevernes robusthed og livsmestring, som regeringens stresspanel netop er kommet med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...