BEHOV: Ny daginstitution for børn med særlige behov er undervejs i Frederikshavn. Borgmester Birgit S. Hansen tog 17. juni første spadestik til en udvidelse af kommunens specialbørnehave

Børn med særlige behov, der i dag går i Abildgård Børnehave og Østerdal Børnehave i Frederikshavn, flytter sammen på Abildvej i begyndelsen af 2021.

Borgmester Birgit S. Hansen og direktør Carsten Sand tog onsdag 17. juni første spadestik til en ombygning af lokaler på skolen og en tilbygning på 100 kvadratmeter.

Nogle af de 25 børn, der flytter ind i den nye specialklynge, har enten psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse. Andre af børnene har særlige behov. De går i dag i OBS og behandling og har eventuelt brug for en udredning i børnehavetiden.

Medarbejderne er taget med på råd i hele planlægningen af den nye specialklynge for at sikre, at de pædagogiske rammer indrettes efter børnenes særlige behov, fortæller Kim Peter Tuelund, afdelingsleder, Dagtilbudsdistrikt Øst, Frederikshavn Kommune.

- Alle gule lapper i processen har bygget på børn og pædagogik. Med de nye pædagogiske rammer kan vi bedre understøtte børnene forskellige behov for udvikling. Vi får tre teams, der får hver sine pædagogiske rum. Et team arbejder med børn, der har brug for meget struktur. Det andet team arbejder med børn, der er immobile og derfor har brug for en loftlift. Det tredje team arbejder med børn med autismelignende træk. Muligheden for at gå ud i mindre rum gør det nemmere for de tre teams at arbejde målrettet med børnene i hverdagen, og det er lykkedes rigtig godt med indretningen af de nye rammer, forklarer Kim Peter Tuelund.

Fokus på sammenspil

Ombygningen og udvidelsen af specialbørnehaven sker i et tæt samarbejde mellem institutionens personale og Ejendomscenteret i Frederikshavn Kommune.

Der er fokus på, at specialbørnehaven spiller sammen med den almene børnehave, der ligger ved siden af, så der bliver skabt en synergi og et samspil mellem de to institutioner.

Der bygges på 1. sal en fælles administration, og der er etableret nye parkeringspladser for at give plads til flere forældre og medarbejdere.

Det er politisk besluttet at investere i børneområdet i Frederikshavn Kommune. Der investeres i alt 24 millioner kroner i bedre fysiske rammer. Forleden tog borgmester Birgit S. Hansen første spadestik til en ny daginstitution i Golfparken i Frederikshavn. En opgradering af almen børnehaven på Abildvej er også på tegnebrættet.

- Når vi siger, at vi gerne vil investere i vores børn, er det naturligvis i hænder, timer og personale. Men vi investerer også i gode rammer, for det er der, de skal udfolde sig. Børnene her er noget ganske særligt, og de skal have nogle ganske særlige rammer, og det tager vi for alvor hul på nu. Vi investerer i vores børn, for de er fremtiden, udtaler borgmester Birgit S. Hansen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...