To MX-5 ejere på ferie i Skagen har de sidste 3 år i juli arrangeret en svingtur for MX-5 klubbens medlemmer fra Sæby til Skagen på små kurverige veje, og denne tradition fortsatte i 2019, men i år sluttede turen ikke, som de foregående år med samlet parkering på Skagen Havn, men i ØRNERESERVATET i Tuen. Det oplyser Ole Friederich og Poul Birk, turledere.

“Svingturen” var i lørdags den 27. juli 2017 - med start på Sæby Havn kl. 9.30 i strålende solskin og næsten vindstille vejr og første stop på BANGSBO FORT ved Frederikshavn, hvorfra der er en imponerende udsigt over Frederikshavn, Sæby og i klart vejr til Læsø og Skagen.

Så gik det videre på en stærkt kuperet mindre vej over Ravnshøj mod Kvissel, Tolne Bakker og Mosbjerg(morænebakker - tidligere kystlinie efter sidste istid), kaffe pause ved den nye smukke Skovpavillon i Tolne, og så igen på små kurverige og bakkede veje - derefter gik det ned på den flade hævede havbund, og senere var der stop på Vendsyssels højeste “bjerge” Tornby Bjerge….med fantastisk udsigt til bl.a. Rubjerg Knude, Hirtshals Havn og mod Grenen.

Frokost-buffet for alle 50 deltagere blev nydt i den nyåbnede restaurant på “HOTEL HVIDE KLIT” i Bunken.

Efter frokosten køretur gennem klitheden forbi Råbjerg Kirke og samlet parkering på ØRNERESERVATET, før ørnenes flyveopvisning kl. 15.00.

Efter at have overværet den spektakulære ørneflyvning, var der mulighed for at se den informative udstilling på stedet.

Turen var for MX-5 klubbens medlemmer, og der var tilmeldt 25 sportsvogne, så der var fyldt op, da deltagerantallet var begrænset til 25 biler, og der var adskillige på ventelisten.

I øvrigt kom deltagerne fra det jysk/fynske område, så mange tog en overnatning i forbindelse med “svingturen”, og fredag aften blev der spist en dejlig middag for de 25 overnattende i cafeen på Golfklubben Hvide Klit.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...