DF er ikke længere repræsenteret i byrådet i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN: Byrådsmedlem Flemming Rasmussen samt suppleant Carsten Sørensen træder ud af Dansk Folkeparti, som dermed ikke længere er repræsenteret i byrådet i Frederikshavn Kommune.

- Jeg føler mig dårligt behandlet, og bestyrelsen vil åbenbart satse på nogle nye folk. Jeg er uønsket, og derfor forlader jeg Dansk Folkeparti, siger Flemming Rasmussen, som snart har siddet i byrådet i to perioder.

Ifølge Flemming Rasmussen tog dramaet fart torsdag i sidste uge, hvor Dansk Folkeparti havde opstillingsmøde.

- Her besluttede bestyrelsen, at det ikke længere handler om personlige stemmer. Det hele var besluttet på forhånd, og i stedet er det den første kandidat på listen, som tager partiets første mandat til kommunalvalget næste år. Dermed er jeg pludselig kørt ud på et sidespor, og det vil jeg ikke være med til, siger Flemming Rasmussen, som kun er nummer fire på listen.

Han vil nu fortsætte sit byrådsarbejde ”uden parti”, og Flemming Rasmussen vil ikke afvise, at han fortsætter i politik efter kommunalvalget.

Carsten Sørensen og Flemming Rasmussen har tidligere været lokalformænd for Dansk Folkeparti.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...