Fra fredag den 19. juni kl. 21.00 og frem til og med den 9. august 2020 spiller Musikkorps Sæby og Sæbygarden atter flaget ned på Sæby Havn.

Denne sommer bliver ikke uden den årelange sommertradition på Sæby Havn, hvor trompetister fra Musikkorps Sæby og Sæbygarden hver aften spiller flaget ned fra nordmolen. Alligevel bliver alt ikke, som det plejer, på grund af den nuværende corona-situation.

- Vi er desværre i en særlig situation i år – og derfor er det vigtigt, at alle følger myndighedernes retningslinjer og holder god afstand til hinanden. Det ansvar er jeg sikker på, at vi hver især tager på os – så vi kan passe godt på os selv og hinanden. Også hvis vi mødes på havnen, i løbet af sommeren, siger Birger Isaksen, Havnefoged i Sæby Havn.

På havnen bliver der i løbet af ugen opsat skilte, som henviser til, at man skal vise hensyn og holde god afstand til hinanden.

Den store koncert aflyses Årets sidste flagnedspilning markeres normalvis med en stor friluftskoncert på havnen, hvor der er musik det meste af dagen – og som afsluttes med, at sommerens trompetister til slut spiller fra forskellige steder på havnen.

I år er den del desværre aflyst på grund af den nuværende situation – og i stedet markeres den sidste aften som de forrige, hvor flaget spilles ned kl. 21.00.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...