Handelsskoler på tværs af Skagerrak mødtes til dyst i Frederikshavn for 15. gang

FREDERIKSHAVN: I omkring 15 år har Frederikshavn Handelsskole holdt årlige innovationsmesser, hvor skolens innovationsklasse har inviteret venskabsskoler på den anden side af Kattegat og Skagerrak med.

Ideen er, at eleverne skal præsentere og konkurrere om ideer og forslag til noget, som med tiden kan blive til et produkt eller en forretning.

Torsdag 17. januar var der så kun gæster fra skolens venskabsskole i Oslo, der var med.

Til gengæld stillede nordmændene op med ikke færre end 25 elever.

- Vi er både overraskede og stolte over, at der kom så mange fra Oslo, og Göteborg har lovet, at de er med næste år, fortæller lektor Kurt Grøn, som i sin tid var med til at sætte gang i faget innovation på skolen.

Læring frem for alt

Selv om der var tale om en konkurrence, så vil Kurt Grøn lige dæmpe den lidt.

- I gamle dage, og det er ikke så længe siden, handlede iværksætteri om at lave sin egen forretning eller virksomhed. Nu handler det meget mere om at mødes på tværs af faggrænser og skabe noget i fællesskab, siger Kurt Grøn.

Han tilføjer, at fra 2020, så er der et nyt fag på skoleskemaet i folkeskolen, som ganske enkelt hedder innovation.

Fertilitets-projekt vandt

Da det hele skulle afgøres, måtte de mange norske gæster dog nøjes med en andenplads.

Fire piger fra den lokale skole løb med sejren.

Pigernes idé hedder ”It’s me” og det er et medicinsk produkt til kvinder i den fertile periode.

Produktet er en lille kasse, som ved hjælp fra en spytprøve, kan finde ud af om kvinden mangler et af de to hormoner progesteron eller østrogen, der er vigtige i forbindelse med graviditet. Spytprøven gennemlyses med UV-stråler i den lille kasse og herefter kan resultatet uploades til en app.

Priser til alle

Selv om der var en vinder, så var der præmier til alle.

- Byens handelsliv har bakket flot op om det her, og vi har fået støtte, så alle kom hjem med en præmie. Måske ikke så store alle, men en præmie, og det er vi glade for, siger Kurt Grøn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...