Lokalt erhvervsliv fortalte finansministeren, hvad de har på hjerte

FREDERIKSHAVN: Mandag eftermiddag lagde finansminister Kristian Jensen vejen forbi Frederikshavn, hvor det lokale erhvervsliv gjorde opmærksom på udfordringer ved loft over voksenlærlinge, mangel på finansiering til opstart af den nye FishTech uddannelse samt muligheden for at anvende EU-midler til anlægs- og infrastrukturinvesteringer.

Den lokale venstrekandidat til det kommende folketingsvalg Henrik Buchhave bød mandag eftermiddag velkommen hos Uggerhøj Biler, der var vært for ministerbesøget:

- Jeg er meget glad for at kunne byde vores finansminister velkommen til Frederikshavn og vise, hvad der er vigtigt i vores område. Det er et område præget af, at hovedparten af lønmodtagerne ikke har en længerevarende uddannelse, dog ikke at forveksle med ingen uddannelse. Det er fagligt uddannede folk, stolte arbejdere som er så vigtige for, at hjulene i Danmark kan snurre. De fleste kom i lære som 15, 16-årige og kan altså se frem til at være skatteydere i over 50 år. Oftest med de mest slidsomme jobs. Måske det er på tide med en differentieret tilbagetrækningsalder, indledte Henrik Buchhave i sin velkomsttale.

Til mødet var der oplæg og dialog om problemstillinger, som repræsentanter for det lokale erhvervsliv præsenterede. Scandic Pelagic i Skagen har sammen med EUC Nord og flere andre nordjyske virksomheder været involveret i opstarten af den nye erhvervsuddannelse FishTech målrettet fiskeindustrien. HR manager Susanne Nielsen synliggjorde manglen på finansiering ved opstarten af nye uddannelser.

- Fiskeindustrien er under stor forandring og kompetencekravet til vores ansatte er steget kraftigt de seneste år, og det fortsætter ind i fremtiden. Vi fik derfor sidste år sat gang i den nye erhvervsuddannelse FishTech sammen med EUC Nord. Det er rigtig svært for en erhvervsskole at frigøre økonomi til at få det fysiske undervisningsmiljø til en ny uddannelse op at stå. Det er dyrt at investere i teknologi og fødevaregodkendte lokaler. Derfor har vi opfordret ministeren til at hjælpe os på vej, for industrien har brug for den uddannede arbejdskraft, siger Susanne Nielsen.

Claus Bøje, butikschef i Føtex Frederikshavn gjorde opmærksom på problematikken i, at der i dag er et loft over antal voksenlærlinge pr virksomhed:

- Vi har mulighed for at hjælpe mange voksne med en kort uddannelse i gang med en erhvervsuddannelse, og vi oplever, at de er motiveret for det. I det lys er det rigtig ærgerligt, at der er et snævert loft på, hvor mange vi kan tage i voksenlære. Derfor har min opfordring til ministeren været, at de giver os mulighed for at uddanne mange flere ved at fjerne loftet, Siger Claus Bøje.

Nordmark Maskinfabrik i Sæby, der bearbejder store elementer, har netop åbnet ny fabrik i Cuxhaven, Tyskland. Her fortalte CEO Morten Mørk om, hvordan man i den forbindelse i Tyskland kunne få hjælp til anlægsinvesteringen via EU-midler:

- Vi har netop indviet en ny fabrik i Cuxhaven. Her fik vi et tocifret millionbeløb i EU-støtte til opførslen af den nye fabrik. Det undrer os, at det er muligt i vores naboland, når det ikke er en mulighed i Danmark. Vi har derfor opfordret ministeren til, at vi også anvender en del af de danske EU-midler til anlægs- og infrastrukturinvesteringer. Vi ville få pengene mange gange igen via udenlandske investeringer. Lige nu går de til vores nabolande, siger Morten Mørk.

Finansminister Kristian Jensen noterede undervejs og kvitterede for oplæggene:

- Det, en politiker bedst kan, er at understøtte noget, der sker lokalt. Hvis ikke der er lokale ildsjæle og en puls er det svært at komme fra centralt hold og starte noget op. Jeg tror, at det næste skifte bliver omkring udflytning og decentralisering af uddannelse. På den måde kan vi blive ved med at holde på unge, arbejdskraften og borgerne i hele Danmark, sagde ministeren.

Finansministeren var også åben forover at se på EU-midler i forhold til infrastrukturinvesteringer:

- I stedet for at sende så mange penge til EU, som de får penge for at administrere og så sende nogen tilbage - hvorfor så ikke sende de færre penge afsted? Vi skal i løbet af det næste halvandet år tale om de økonomiske rammer for EU. Tyskland har ikke gjort noget ulovligt, men de har brugt reglerne på en måde, som flytter arbejdspladser fra Danmark til Tyskland.

- I forhold til infrastrukturinvesteringer har vi lænet os tilbage i Danmark og sagt, at det kan vi gøre selv. Jeg har noteret mig, at infrastruktur skal fylde noget mere i forhold til EU, sagde Kristian Jensen.

Med på mødet var vært Sten Uggerhøj fra Uggerhøj, Bo Uggerhøj bestyrelsesformand i Uggerhøj, Søren Thomsen økonomidirektør i Uggerhøj, Karl Erik Slynge formand Frederikshavn Erhvervsråd og Niels Bay Christensen erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...