Ffi Fodbold og ungdomskonsulent Tommy Lund Christensen har indgået en toårig aftale fra 1. januar 2021.

”Der sker rigtig meget i Ffi Fodbold på børne- og ungdomsfronten. Derfor er jeg rigtig glad for, at Tommy har sagt ja til at være en del af Ffi-holdet. Vi har løftet os meget kvalitetsmæssigt de seneste år og med Tommy får vi endnu et nøk opad”, udtaler formand for Ffi Fodbold Anders Brandt Sørensen.

Tommy Lund Christensen kommer fra en lignende stilling i Bindslev, hvor der har været fokus på det fodboldtekniske og på kvaliteten.

”Ffi Fodbold er en stor klub med et endnu større potentiale, hvor der er gang i rigtig mange gode ting. Jeg glæder mig til at sætte et sportsligt præg på børne- og ungdomsfodbolden. I en fodboldklub skal det handle om at spille fodbold og have det sjovt samtidig. Der er ingen modsætning mellem det fodboldtekniske niveau og det sociale. Jeg ser frem til at møde klubbens liv i hverdagen og være med til Ffi Fodbolds videre udvikling”, siger Tommy Lund Christensen.

De seneste år har Ffi Fodbold haft glæde af, at ungdomskonsulent Michael Jørgensen har været med til at løfte Ffi Fodbold sportsligt, administrativt og socialt.

”Det har været en oplevelse at være ungdomskonsulent i Ffi Fodbold. Og jeg har været glad for kontakten med klubbens mange frivillige trænere og ledere. Nu er jeg glad for, at jeg i Ffi-regi kan hellige mig fuldt og helt min trænergerning, som jeg vil fortsætte med”, udtaler Michael Jørgensen.

”I Ffi Fodbold vil vi hele tiden blive bedre til at være en fodboldklub for alle. Vi føler en nærmest historisk forpligtigelse til at være en klub for alle og en klub med ambitioner. Derfor skal vi hele tiden være bedre. Og det skal vi være sammen”, slutter formand Anders Brandt Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...