Skagen, Frederikshavn og Hjørring mødes i år med juleoperaen ”Amahl and the Night Visitors” i en ny dansk oversættelse

KOMMUNEN: I år bliver julen særlig festlig i Skagen, Frederikshavn og Hjørring.

Initiativtagere fra Skagen har nemlig sat sig for at indstudere og opføre Gian Carlo Menotti’s juleopera ”Amahl and the Night Visitors” i en ny dansk oversættelse.

Det er et projekt, der har været undervejs over flere år - og for en af initiativtagerne - Mads-Peter Nuemann endnu længere.

Han mødte nemlig operaen under et ophold i New York i sin ungdom.

Operaen greb ham så meget at han siden har haft lyst til at forløse den scenisk i Danmark.

Og det bliver altså nu her i 2019, hvor den sceniske del af opsætningen er lagt i hænderne på netop Mads-Peter Neumann.

Budgettet for opsætningen er tæt på 900.000 kroner - og mange fonde har allerede lagt skulder til projektet.

- Vi er nu gået i gang med de første prøver, selv om vi ikke helt er i mål med finansieringen.

- Men vi tror på at det skal lykkes og lægger os i selen for at finde sponsorer til den del, der stadig udfordrer os, siger Rikke Kursch, der er den anden af projektets initiativtagere og organist ved Skagen Kirke.

Det sceniske hold udgøres af et orkester sammensat til, lejligheden af Rikke Kursch, fire operasangere, nemlig den den nordjyske bassanger Jens Bové, Jens Søndergaard, basbaryton, Jens Jagd tenor og Anette Bo Nielsen alt.

De sekunderes af unge Mathias Berman, som Rikke Kursch har haft under sine vinger i arbejdet med drengekor i Aalborg.

Men tilbage til forhistorien.

Der er tale om en enakter skabt af Gian-Carlo Menotti.

Han var født i Italien, men blev tidligt bosat i USA.

I 1951 modtog Menotti en anmodning om at komponere den første tv-udsendte opera for den amerikanske kanal NBC. Operaen skulle sendes på juleaften samme år, og historien bag den blev inspireret af Menottis barndomsjul i Italien, hvor det traditionelt var de tre vise mænd, der fordelte julegave til børnene i stedet for julemanden.

Menottis livskammerat Samuel Barber skrev scoren.

Det var Menottis udtrykkelige ønske om, at Amahls rolle altid ville blive sunget af en gossopran, og under ingen omstændigheder kunne den blive sunget af en kvinde, der var klædt som en dreng.

Og det løfte er opsætningen i Skagen, Frederikshavn og Hjørring tro mod, idet Mathias håndterer denne rolle smukt.

- I december 2018 satte vi de første 20 minutter op i Skagen Kirke. Her synger kun Amahl og moderen.

- Vi havde ikke fået midler til at kunne sætte forestillingen op, men den lille Amahl havde øvet det krævende parti. Vi krydser fingre og håber at hans stemmer ikke går i overgang før tidligt i 2020, fortæller Rikke Kursch.

Opsætningen sker op mod jul - 14-16 december.

Premieren er i Sct. Catharinae Kirke i Hjørring med opsætninger i Frederikshavn Kirke og Skagen Kirke de følgende dage,

Musikerne er fra Aalborg symfoniorkester. Koret er Skagen Kirkes Motetkor. Hyrder og landsbyboere spilles af amatører fra Skagen Egnsspil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...