Lions satsning på Strandby Havnekant blev som sædvanlig et stort tilløbsstykke

STRANDBY: Lørdag kl. 10.30 åbnede den traditionsrige fiskefestival igen på kajen ved auktionshallen.

Som altid med masser af underholdning og musik, fiskeretter til enhver smag samt mulighed for at købe masser af lækker, frisk fisk til aftensmaden.

Præsident i Lions Club Bannerslund, Bent Larsen bød velkommen til Birgit Hansen, som det i år var lykkedes at få fat i, til at holde åbningstalen.

Borgmesteren ankom til Strandby med skibet Alvilde, og blev modtaget med kanonsalut fra søværnets miljøskib P525.

I talen fremhævede Birgit Hansen vigtigheden af netop arrangementer som Fiskefestivalen, hvor nærvær og sammenkomst er i højsædet.

- Det er steder, hvor vi mødes, hygger og snakker sammen. Det styrker sammenholdet i lokalsamfundene. Og det giver tryghed og værdi når man føler man er en del af et fællesskab, sagde Birgit Hansen.

Præsident Bent Larsen fra Lions Club takkede alle der var mødt frem og især alle der havde ydet bidrag til festivalen.

Og så blev der opfordret til at handle løs.

For som han sagde, jo større handel, jo større overskud.

Overskuddet går ubeskåret til Lions Clubs arbejde både i Danmark og i udlandet og man forventer ligesom tidligere år et overskud på mellem 60 og 80.000 kr.

Underholdning og aktiviteter var der nok af.

Miljøskibet P525 holdt åbent skib og man kunne få sig en tur i en af søværnets lynhurtige gummibåde.

Nordjyllands Beredskab var mødt frem med den helt store stigevogn, som sendte de modige 30 meter op i luften til en fantastisk udsigt.

Og som sædvanlig var der masser af kræmmerboder og aktiviteter for børnene.

Havde man lyst til lidt luft i håret, kunne man få sig en sejltur med sejlskibet Alvilde.

Skibet der blev bygget som fiskefartøj i 1897 i Frederikshavn, er nu flot restaureret og fungerer som foreningsskib i foreningen Alvildes Bådelaug.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...