30. januar kulminerer det litterære læsefællesskab omkring romanen Hungerhjerte på biblioteket

FREDERIKSHAVN: I en otte måneder lang projektperiode har læsere flittigt givet deres meninger til kende med skriftlige kommentarer i romanen ”Hungerhjerte”.

Projektet er nået til sin afsluttende fase, hvor optakten bliver en udstilling med disse notater og til slut besøg af bogens forfatter Karen Fastrup torsdag 30. januar, kl. 19.30, på Frederikshavn Bibliotek.

I maj måned 2019 lancerede biblioteket projekt ”Det åbne Værk”, som opfordrede læserne til at deltage i et litterært læsefællesskab omkring romanen ”Hungerhjerte” af forfatter Karen Fastrup. Helt undtagelsesvis måtte læserne dele deres oplevelser med hinanden ved at skrive deres personlige kommentarer i bogens margien.

Der var altså tale om en åben invitation til læserne om aktivt at medvirke til at give bogens tekst et helt nyt liv, og den opfordring har de tydeligvis taget til sig. – Bøgerne har været massivt udlånt i projektperioden; og der er indsamlet fine kommentarer fra læserne, fortæller projektansvarlig Rasmus Thorup. Han og en kollega har været travlt beskæftiget med at kigge de mange perspektiver, indfald, strøtanker – ja, sågar spørgsmål og direkte hilsner til forfatteren igennem. Resultatet bliver præsenteret på en sjov og kreativ udstilling allerede fra 20. januar.

Forfatteren kommenterer

Romanens tema har tydeligvis gjort indtryk på læserne, og mange har delt helt personlige oplevelser. Noget tyder på, at Karen Fastrup med sin hudløst ærlige autofiktiv beretning er lykkedes med at ramme noget, der har berørt læserne.

Ud over et spændende indblik i kommentarerne får gæsterne også mulighed for at møde forfatteren. Karen Fastrup deltager nemlig i en forfatteraften, hvor hun vil kommentere på de mange inputs. På biblioteket ser de frem til en lidt anderledes forfatteraften. – Der er altid spørgsmål fra publikum, når vi har forfatterarrangementer, men ofte fra en mindre gruppe. I den her forbindelse er det sjovt, at kommentarer og læserbegejstring deles indbyrdes af en meget bred skare og med forfatteren selv, forklarer Rasmus Thorup.

Udstillingen kan ses på biblioteket frem til og med 30. januar.

Frederikshavn Bibliotek har været projektansvarlig for ”Det Åbne Værk”, som også har haft deltagelse af Gentofte Bibliotekerne, Svendborg Bibliotek, Lemvig Bibliotek og Guldborgsund-bibliotekerne. Projektet er støttet at Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...