Sommeren har været helt fantastisk til Stand Up Paddleboarding (SUP), som er en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark, og det har man også kunnet se på strandene i Frederikshavn kommune. Grunden til den store interesse for Stand Up Paddleboarding er, at det er nemt tilgængeligt og alle kan være med uanset alder, størrelse og konditionsniveau. Sporten er mild mod led og giver ikke kroppen hårde stød. Man skal dog ikke tage fejl, SUP træner hele kroppen fra top til tå, hvor man skal holde fokus og være i konstant bevægelse. Man kan selv vælge sit niveau fra afslappende ture i roligt vand og skøn natur til fokus på fart og tekniktræning i både vind og bølger.

Den store interesse for sporten har gjort at Katrine og Kasper Bagnkop fra SUPclubFRH ikke har haft meget sommerferie i år, men det gør dem ikke noget at have Palmestranden som kontor. Og de har i høj grad mærket den enorme interesse for sporten. Hele sommeren har de haft ugentlige introkurser for voksne, men der har også været 75 børn igennem et introkursus. Dette gjort muligt af Frederikshavn Kommunes støtte til sommeraktiviteter.

Hos SUPclubFRH har denne sæson primært haft fokus på at afholde introkurser for de mange nye på SUP boards. Her lærer deltagerne om sikkerhed i forhold til vejr og vind, men i høj grad også på boardet.

- Vi ser rigtig mange på vandet alene og uden korrekt sikkerhedsudstyr i form af redningsvest og leash. Det er lovpligtigt at have en vest med når man står på et Stand Up Paddleboard – ikke uden grund. Der har været rigtig mange tilfælde hvor nybegyndere er drevet fra land og skal have hjælp til at komme ind. Derfor gør vi rigtig meget ud af at informere om sikkerheden på vores introkurser fortæller Katrine Bagnkop.

Et SUP board ses ofte i en oppustelig model. Den er vindfølsom og kræver at man i høj grad har styr på paddleteknikken, faldteknik og redning af andre.

- SUP handler om at komme op og holde balancen. Det er også en vigtig kompetence men uden de andre, sikkerhed og teknik, så kan man komme i store problemer på vandet. Vi lærer deltagerne hvordan man håndterer SUP boardet fra start til slut så udstyret holder længe og det gør at man kan stå trygt og sikkert ud. Vi vejledere desuden førstegangs købere i, hvordan de skal forholde sig til størrelser, typer og priser på SUP boards fortæller Katrine.

Resten af sæsonen, som varer indtil slut september, har SUPclubFRH fokus på at få afholdt flere introkurser og lave holdtræning. Til holdtræning udvides deltagernes kompetencer, men det vigtigste er, at der skal være tid til at have det sjovt sammen og få opbygget et SUP fællesskab omkring Palmestranden.

Stand Up Paddleboarding er for alle aldre og kræver ikke noget forhåndskendskab til sporten. Deltagelse på holdtræningen og de øvrige arrangementer, der løbende kommer i kalenderen, kræver dog at man har gennemført et introkursus, så der er styr på de basale teknikker og sikkerheden.

I fremtiden håber SUPclubFRH på at få en fast plads på Palmestranden, så de kan lave deres eget SUP mekka i Frederikshavn.

- Vi har en unik mulighed i dette naturskønne område med fantastiske pejlepunkter og krystalklart vand. Vi skal have vores helt eget COLD HAWAI bare som PALM BEACH SUP i sin helt egen form siger Katrine Bagnkop.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...