Frisk og ny musik skabt af fætrene Munch

FREDERIKSHAVN: Et købstadsjubilæum i Frederikshavn skal fejres med manér og det sker med et nyskrevet hyldest-værk- en stor musikdramatisk fortælling om byens historie og udvikling.

Premieren er torsdag aften ved Krudttårnet og det nyskrevne jubilæumsværk bæres af ny og frisk musik skabt af tre fætre, der alle er opvokset i Frederikshavn, men som i dag komponerer og producerer med base i en anden havneby, nemlig København.

Musikken er komponeret af Mathias Madsen Munch - og for at give værket det rette lokale afsæt har han allieret sig med flere medlemmer af sin musikalske familie.

Musikken til det bærende soundtrack er således produceret af hans bror Rasmus og mastereret af deres fætter Anders Munch Amdisen.

Fætrene har tidligere været i æteren i det nordjyske - tilbage i 2013 skrev de sammen den populære ’Camping-sang’ og senest har Mathias Madsen Munch gjort sig bemærket med musikken til ’I Love It’, hvor Aalborg Symfoniorkester satte toner til Ole Henriksens liv.

Mathias Madsen Munch har tidligere modtaget Frederikshavn Kommunes ’Godt-gået-prisen’ og er for tiden huskomponist i DR Musikariet, hvor han komponerer interaktive koncerter for børn og unge.

Til november kan hans mest populære værk opleves i Musikkens Hus i Aalborg, ’Den Uendelige Labyrint’.

Anders Munch Amdisen er uddannet lyddesigner fra Statens Scenekunstskole og er netop blevet fastansat på det nye Østerbro Teater. Han har mastereret musikken til Købstaden i deres fælles studie.

Rasmus Madsen Munch har produceret musikkens soundtrack, der bedst kan beskrives som elektrosymfonisk.

Han er lærer på Nørrebro, studerer i øjeblikket på Berklee College of Music’s intensive kurser på nettet og satser benhårdt på at kunne leve af sin sangskrivning og produktionsevner.

Mathias Madsen Munch har brugt det seneste halve år sammen med projektleder Jan Michael Madsen og sin musikalske kompagnon Claus Reenberg på at finde frem til netop den musik, der skal udfolde Frederikshavns historie.

Inspirationen er bl.a. fundet i udklip fra hedengangne Frederikshavns Avis og med gode input fra Kystmuseets arkivar Erik S. Christensen.

Og der er virkelig noget at glæde sig til at høre, når den elektro-symfoniske musik gjalder ud i Købstaden ni septemberaftner. Frederikshavn By har sågar fået sit eget ledemotiv komponeret i form af toner fra bynavnet, som musiknørdede sjæle kan lytte efter i nummeret ’En Større Havn’.

Havnen var udslagsgivende for at Fladstrand i 1818 blev til købstaden Frederikshavn - ligesom den i året 2018 spiller en afgørende rolle for byens fremtid.

Når værket opføres på scenen flankeres sangerne Jimmy Jørgensen og Caspar Phillipson af musikerne Merje Kägu på guitar og Live Johannson på cello. Man kan læse mere om Mathias Madsen Munchs musik på hjemmesiden: www.MathiasMadsenMunch.dk

Bag hyldestkoncertens sange og tekster står Mathias Madsen Munch, Claus Reenberg og Jan Michael Madsen.

Læs mere om projektet på www.koebstaden.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...