OPBAKNING: Ørnevejens Skoles festsal bliver fælleshus for 19 afdelinger i Frederikshavn Boligforening

FREDERIKSHAVN: Nu ligger fremtiden for Ørnevejens Skoles festsal fast - og den bliver gylden.

Frederikshavn Boligforening, som ejer den gamle skole og dermed også festsalen - har spurgt medlemmerne om deres interesse for at fastholde den gamle festsal, som i revitaliseret form kan blive et gyldent forum for medlemmernes fritidsliv.

Festsalen rummer en multihal, scenerum og en kæmpe højloftet kælder og tanken er at det skal blive et stort fælleshus for både beboerne i Sæby og Frederikshavn.

Den ide er 19 af boligforeningens afdelinger med på - og dermed er det rigeligt til at projektet kan sættes på skinner.

- Det er faktisk et rigtig godt byggeri, som med den helt rigtige ide kan rejse sig og blive et omdrejningspunkt for os i boligforeningen, siger formanden for boligforeningen Bjarne Walentin.

Han ved godt, at renoveringer ikke er gratis. Han har trods alt været formand under revitaliseringen af Hånbæk i Frederikshavn, hvor han selv bor.

- Men landsbyggefonden kan også se muligheder, siger Bjarne Walentin.

Der er givet et rammetilsagn fra dem på en støtte på 7 millioner kroner - og den støtte udløses i og med, at 19 af foreningens afdelinger har meldt sig under fanerne.

Forventningen er at det vil koste hvert lejemål nole få kroner om ugen, at få etableret Boligforeningens store fælleshus

Den lave pris skyldes selvfølgelig festsalens stand og det store indskud fra landsbyggefonden.

- Nu har medlemmer fra næsten 1500 boliger nikket ja til projektet, og det betyder, at de får et fælleshus med plads til store, fælles arrangementer, koncerter, teater, fysiske aktiviteter, samt en fuld kælder, der kan indrettes til hobbyrum af alle typer, siger Bjarne Walentin, som samtidigt understreger, at de 19 afdelinger fordeler sig jævnt mellem Sæby og Frederikshavn.

Tankerne går også på at indpasse en socialøkonomisk virksomhed i det nye fælleshus, som kan understøtte skabelsen af et fristed.

.- Vi ved, at behovet er der i forhold til ældre, ensomme, de svage i vores samfund, babyklubber, strikkeklubber ja det er kun fantasien der sætter begrænsningerne, siger Bjarne Walentin, som nu skal i gang med at få streger og struktur på det nye fælleshus i Rimmensgade.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...