Forskningen banker på i Nordjylland

FREDERIKSHAVN: Er fedme blot et spørgsmål om livsstil? Kan dyr føle smerte? Kan dans forebygge faldulykker blandt ældre i Nordjylland?

Kunne du tænke dig at få svar på nogle af disse spørgsmål, så har du nu muligheden for gratis at bestille en forsker til et foredrag. Forskeren kan komme hjem til dig, på dit job eller et helt tredje sted i regionen.

Der forskes i mange forskellige ting. Og nu kan børn, unge og voksne i Region Nordjylland vælge mellem præcis 100 forskellige foredrag og dermed få indblik i spændende, dansk forskning inden for alverdens emner som økonomi, historie, universet, sygdom, ideologi eller teknologi.

Forskerne stiller op, når den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn løber fra 24. til 30. april. Foredragene kan bestilles gratis allerede nu.

Hør blandt andet en forsker fortælle, at fedme ikke blot er et spørgsmål om livsstil. Du kan også vælge et foredrag om, hvad man kan læse om livet og døden i fortidens skeletter, eller det kan handle om algoritmer.

Uddannelses- og Forskningsministeriet arrangerer festivalen, og på landsplan er der over 250 foredrag at vælge imellem.

- Forskning er fascinerende, og forskning er vigtig for vores fremtid. Men forskning skal være mere synlig i vores hverdag, og den skal pirre vores nysgerrighed. Derfor er jeg stor fan af Forskningens Døgn, der giver alle borgere mulighed for at komme helt tæt på forskningen og få den fortalt af forskerne selv. Så book en forsker og bliv en smule klogere, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

Alle - for eksempel virksomheder, skoler, foreninger, institutioner og endda også private i eget hjem, kan bestille et foredrag.

De eneste betingelser er, at man kan stille med et lyttende publikum på mindst 20 personer og kan tilbyde passende rammer. Foredraget er gratis, men man skal kunne dække eventuelle transportomkostninger for forskeren, hvis vedkommende ikke er tilknyttet et universitet.

I 2018 blev der bestilt 526 foredrag, som blev afholdt i hele landet. Det er muligt at bestille en forsker til Forskningens Døgn fra 1. marts og frem til 29. marts på http://forsk.dk/

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...