FREDERIKSHAVN: Evigglad der indtil september 2019 holdt til hos Loop på Hjørringvej, har nu adresse på to etager i Danmarksgade Nord, i lokalerne ved siden af Café Stæhr. Her har Marie Brix udover frisørsalon også skønheds- og wellnesslokaler.

Marie Brix har været i frisørbranchen i mere end 20 år - men hun brænder stadig for sit fag og vil gerne have flere med. ”Der skal stadig være lyst til at forny sig og det skal være sjovt at gå på arbejde. Sådan har jeg altid haft det” fortæller hun.

- Jeg vil rigtig gerne finde en eller to der kan indgå i fællesskabet hernede, for jeg kan ikke nå det hele selv. Det kan være en massør, frisør eller kosmetiker. Vigtigst er at man har lyst til at ”lege” med og være med til at give kunderne en god service siger Marie.

Senest har Evigglad lavet en aftale med Linette Lütken, der er negletekniker. Hun starter den 14. juni som selvstændig negletekniker og vil i starten supplere med halvtidsarbejde i butik.

- Jeg er egentlig uddannet fængselsbetjent, men jeg kørte galt og fik problemer med min nakke, og var derfor nødt til at finde et andet arbejde. Derfor tog jeg uddannelsen til negletekniker og er nu klar til at tilbyde neglebehandlinger og lidt senere spa luksus fod- og håndbehandlinger fortæller Linette.

Da der pludselig blev meget stille under corona nedlukningen, fik Marie god tid til at starte en webshop op. ”Det har jeg gået og tænkt på i mange år, og nu var tiden der pludselig til det. Jeg sælger skønhedsprodukter med stor vægt på økologi og fairtrade og ikke mindst online gavekort. Det er vildt spændende at se hvad det kan udvikle sig til. Den har fået adressen shop.evigglad.com fortæller Marie.

Væggene i salonen har Marie i øvrigt selv dekoreret, eller også hænger der et af hendes egne malerier. Kunsten har hun dyrket i de sidste 15 år og det udstilles bl.a. på Instagram under artbybrix.

Så udover frisør, neglebehandlinger, wellness og massage er Evigglad også et lille galleri.

- Jeg har virkelig haft det svært med at udstille min kunst, men i den her ende af Danmarksgade, synes jeg det passer rigtig godt. Men nu har jeg taget mod til mig griner Marie.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...