Tidligere Team Danmark-direktør kommer med indspark ved generalforsamling

ELLING: Livet er ikke en sportsgren for tilskuere.

Årets gæstetaler på Idrætssamvirkets generalforsamling tirsdag 9. april i Bannerslundhallen, bliver ingen ringere end Michael Andersen, hvor overskriften på hans indlæg bliver ”Livet er ikke en sportsgren for tilskuere”.

Træls farvel til Team Danmark

Til manges overraskelse og ikke mindst for Michael Andersen selv, blev hans åremålsansættelse i 2014 ikke forlænget som direktør i Team Danmark.

Efter otte år som højt profileret direktør begyndte problemerne for Michael Andersen, der inkluderer utilfredshed med Team Danmarks bestyrelsesformand Frank Jensen, en brækket ryg og et otte ugers langt ophold på Brønderslev Psykiatriske Sygehus.

Michael er nu kommet videre i sit liv.

Skal hjælpe Finland ved OL

Sidste år indledte han således et to-årigt samarbejde med High Performance Unit-enhed under Finlands Olympiske Komité.

Her bliver der unægtelig brug for Michaels store viden om eliteidræt og organisation på internationalt plan. Finland vandt ved OL for tre år siden i Rio de Janeiro kun en enkelt bronzemedalje, hvilket er deres dårligste resultat nogensinde ved et sommer-OL.

Her er Michael Andersens opgave blandt andet at rådgive dem om, hvor de i Tokyo næste år kan anvende de nuværende ressourcer så optimalt som muligt i deres bedste sportsgrene; sejlsport, atletik, boksning, skydning og svømning. Michael Andersens skal ligeledes rådgive finnerne om, hvordan man kobler forskning og træning sammen på en bedre og mere effektiv måde, end tilfældet er i dag.

Fra Aarhus til Brønderslev

Michael Andersen flyttede i 1994 til Brønderslev fra Aarhus, hvor han blev forstander for Nordjyllands Idrætshøjskole. I 2002 overtog han direktørstolen i UCN, Professionshøjskolen University College Nordjylland, et job han bestred frem til ansættelsen i Team Danmark. For fire år siden etablerede han sit eget konsulentfirma - MA57 Consulting.

Generalforsamlingen indledes med fælles spisning kl. 18.30 og Micael Andersen går på podiet klokken 19.

Efter Michaels spændende indlæg starter generalforsamlingen klokken 20 med præsentation af ”Årets idrætsleder” og herefter følges dagsordenen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...