Hvad med 2020 kilometer - Rico Eiersted er klar til at følge dig

FREDERIKSHAVN: Det er nødvendigt med motivation for at bibeholde gejsten med at dyrke motion. Man kan tilmelde sig et krævende løb, deltage i en klub eller fx vælge en online udfordring, hvor man skal nå et bestemt mål i løbet af året.

Sådan en udfordring er 2020 kilometer - We Challenge The Year .

Løbet er opstået som et samarbejde mellem Rosa Jensen Petersen, som er kostvejleder og har facebooksiden ”styrk dit liv med Rosa” og Rico Eiersted, der er arrangør af Coast2Coast og et væld af andre løb i området.

Det var Rosa som fik ideen til projektet og hun designede også medaljen.

- Jeg syntes det kunne være en god ide at vi samarbejdede, og det ringede jeg til Rosa og foreslog hende. Jeg kunne byde ind med min viden om online registrering og opkobling til Endomondo, og selvfølgelig med mit store netværk fra Coast2Coast fortæller Rico.

Og det er virkelig blevet en succes.

Der er nu næsten 2200 tilmeldte, og det er deltagere fra Danmark, Færøerne, Sverige, Norge, Tyskland og en enkelt helt fra New Zealand.

Det er muligt at deltage i udfordringen i forskellige kategorier:

2020 km løb, gå eller rul i 2020 samt en halv distance på 1010 km løb gå eller rul.

Vil man hellere cykle kan man vælge, 2020 km cykel i 2020 eller 2x2020 km cykel i 2020.

Og det er ikke en konkurrence.

Når man har tilmeldt sig udfordringen, får man tilsendt en flot medalje, som man kan bruge som motivation gennem året.

Man kan, hvis man har lyst, tilmelde sig udfordringen på Endomondo, hvor man kan registrere sine aktiviteter og følge de andre deltagere.

- Og selvom man først tilmelder sig udfordringen nu, vil Endomondo samle op på de aktiviteter man har haft fra 1. januar fortæller Rico.

Tænker man at det lyder spændende, og har lyst til at blive en del af udfordringen, kan man læse mere på wechallengetheyear.dk. eller på facebook ”we challenge the year DK”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...