Lars Hansen er født i Frederikshavn hvor Lars’s far fra 1969 drev Lædermagasinet og hans mor var fysioterapeut. Familien flyttede i 1972 til Holstebro, men forretningen forblev i familiens eje.

Han voksede op med tasker og kufferter. Fra han var 12 år hjalp han i sin farfar’s forretning i Holstebro og senere i sin fars. Men det var helt sikkert ikke det han ville arbejde med, når han blev ”stor” – men sådan er det med skæbnen.

Lars uddannede sig til markedsføringsøkonom og fik arbejde i Norge, hvor han solgte forsikringer.

Men pludselig manglede der en bestyrer i Lædermagasinet i Frederikshavn, som Lars far stadig ejede.

Lars lovede at træde til på en midlertidig ordning i et år. Han flyttede til Frederikshavn, mødte sin nuværende kone Trish, fik familie ”and the rest is history” som Lars siger.

Lars har i alle årene, arbejdet sammen med sin trofaste medarbejder Anne-Marie Aagaard, som allerede var ansat i butikken da Lars startede.

Sammen udgør de et hold, med utrolig stor erfaring og ekspertise, som internettet har svært ved at konkurrere med.

- Det er desværre en uddøende branche vi er i. I dag kan man købe tasker i supermarkeder, skobutikker og tøjbutikker – og så er vi selvfølgelig presset af nettet. Men vi prøver på at overleve med god, gammeldags service. Der er heldigvis, stadig mange der sætter pris på rådgivning og på at få varen mellem hænderne inden køb, fortæller Lars.

- At jeg skulle stå her med 25 års jubilæum var bestemt ikke mine drømme dengang, men sådan blev det, og det har jeg aldrig fortrudt. Om jeg stadig er her i butikken om 25 år ved jeg ikke, men jeg elsker byen og er superglad for det jeg laver siger jubilaren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...