Julemærkemarchen går i år fra Bangsbo Freja Klubhus

FREDERIKSHAVN: Hvad er bedre end at starte første søndag i advent med lidt frisk luft og let motion? Og samtidig støtte børns kamp for at genfinde glæden og det gode børneliv? Alt dette bliver muligt i Frederikshavn søndag 2. december, når den årlige Julemærkemarch for 42. gang samler ind til driften af landets fem Julemærkehjem.

Siden 1904 er der hvert år udkommet et nyt Julemærke til gavn for Julemærkehjemmene og udsatte børn i Danmark.

Nu om dage kan man bakke op hele året som Julemærkeven – og derudover kan man hjælpe til ved at deltage i det sunde og hyggelige initiativ, Julemærkemarchen.

På landsplan resulterede marchen i 2017 i en rekordstor donation til Julemærkefonden på 1.315.000 kroner – 13 procent mere end året før.

I Frederikshavn er der i år kommet et nyt startsted tæt på Bangsbo skoven: Bangsbo Frejas klubhus, Vrangbækvej 115.

Der er derfor også 2 nye afmærkede ruter på 5 og 10 km.

På 5 km ruten er det muligt at medbringe klapvogn eller barnevogn.

Man kan starte fra kl. 10 til 11. På startstedet er der kaffe og kage.

Ønsker man at lægge et beløb for dette, går det som gave til julemærkehjemmene.

Julemærkefonden, som driver landets fem Julemærkehjem, ser med stor glæde og tilfredshed på Julemælkemarchens store indsats:

- Julemærkemarchens imponerende og frivillige hjælpearbejde kaster hvert år en flot donation af sig, som kan mærkes i det samlede budget. Det fortsatte hjælpearbejde, der hvert år gavner knap 1000 børn, er afhængigt af indsamlede midler. Det offentlige tilskud dækker under fem procent af budgettet.

Salget af Julemærker er for nedadgående, idet stort set ingen længere sender julepost. Derfor sætter vi stor pris på vores Julemærkevenner, donationer fra virksomheder og fonde samt på Julemærkemarchen, siger direktør Søren Ravn Jensen fra Julemærkefonden

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...