12-årige Malthe Lund Friberg er vild med fly og fik en oplevelse for livet

FREDERIKSHAVN: Drømmene er ikke større, end de, der drømmer dem.

Sådan formulerer sangeren Steffen Brandt det, når han stiller sig i forgrunden for poporkestret TV2.

Det kan han have en pointe i, for selvfølgelig findes der drømme i alle afskygninger.

Nogle er større end andre, og nogle forbliver en drøm.

Julen er traditionelt en tid, hvor der drømmes stort. Især af børn, der håber på at få opfyldt alle gaveønskerne, og det må de så vente til den 24. december med at få svar på. Men for én ung fyr faldt julen tidligt i år.

12-årige Malthe Lund Friberg er nemlig interesseret i fly. Mere end de fleste faktisk, og det har han været i al den tid, han kan huske.

Derhjemme har han masser af modelfly og fly lavet i legoklodser, og på Bangsbostrand Skole, hvor han går i 6. klasse, har han tit fortalt om sin interesse for fly.

En dag talte han med en af sine lærere, Michael Aagaard, om sin passion, og den samtale udviklede sig overraskende.

For Michael Aagaards søn, Frederik Kræmer Aagaard, er flyveinstruktør i Aarhus Lufthavn, og så fik Malthes drengedrøm bogstaveligt talt vinger:

- Da Michaels søn hørte, at jeg var meget interesseret i fly, tilbød han at jeg kunne komme ned og besøge ham en dag. Og så endte vi med at finde en dato, hvor det kunne lade sig gøre.

Malthe Lund Friberg havde ikke problemer med at overbevise mor og far om ideen, og forleden blev besøget hos Frederik Aagaard i Aarhus Lufthavn så realiseret. Og det blev en dag, som Malthe aldrig glemmer:

- Det var rigtigt spændende. Jeg mødtes med Frederik, også stod den ellers på undervisning.

- Jeg fik blandt andet den bogen Flight Planning and Monitoring, og selv om det var svært, så forstod jeg noget af det.

- Frederik og jeg kørte lidt senere over til kontroltårnet, hvor jeg fik lov til at se den store radar. Den rækker langt, og vi kunne se alle de fly, der fløj i området.

Og når man så er flyentusiast, så er det slet ikke dårligt, at få selskab af selve det danske flyvevåbens stolthed:

- Der var en af flyvelederne i kontroltårnet, der så, at der var et F-16 jagerfly i området. Han kaldte piloten op og spurgte ham, om han ikke lige kunne flyve forbi, fordi der var gæster på besøg. Det ville han godt, og så gik vi udenfor og så på, at han kom flyvende meget lavt hen over landingsbanen. Det larmede helt vildt, og piloten rullede rundt med vingerne for at vinke til os. Frederik fortalte mig, at det havde han aldrig selv set før, så det var ret specielt. Det er ikke alle, der får den slags at se. Det var så fedt.

De fleste af os kender det godt. Når man interesserer sig intenst for et område, så vil man vide noget om alle detaljer. Sådan har Malthe Lund Friberg det også:

- Vi var rundt for at se på en masse fly, og vi kiggede blandt andet på det fly, som Frederik flyver i, når han er instruktør. Det hedder Pilatus PC-12, og det er topmoderne med al mulig spændende automatik. Vi var inde for at se kabinen, og det var meget lækkert og moderne det hele. Jeg fik også lov til at sidde i cockpittet og tænde lyset og pille ved knapperne. Jeg elsker den slags.

Men det én ting at se på fly og prøve at sidde og røre ved knapper. Det er noget andet at flyve med dem, og det fik Malthe Lund Friberg også lejlighed til. Og det har sat sig sine spor i ham:

- Jeg var ude at flyve med Frederik, og selv om hele besøget i Aarhus Lufthavn var spændende, så var flyveturen highlight of the day.

- Først var det planen, at jeg skulle have siddet på bagsædet, mens Frederik og én af hans elever sad foran. Men det blev ændret, og i stedet skulle vi alene på tur med et tomotorers fly. Vi tjekkede brændstof og olie, og så gav Frederik gas, og jeg fik besked på at trække forsigtigt tilbage i styrepinden. Så løftede flyet sig, og det var mig, der gjorde det. Vi fløj med omkring 200 kilometer i timen i 900 fods højde. Flyet var meget levende, og man følte, at man fløj meget hurtigere med 200 kilometer i det lille fly, end når man flyver med 900 kilometer i timen i et stort passagerfly.

- Man kunne virkelig mærke flyet, og det var fedt. Det var en kæmpe drøm, der gik i opfyldelse, og den bliver svær at slå. At flyve sit første fly som 12-årig. Bagefter havde mine forældre svært ved at fatte, at jeg havde prøvet at flyve selv. Men det havde jeg.

Og så har du sikkert gættet, at Malthe Lund Friberg har helt styr på, hvad han gerne vil være i fremtiden:

- Jeg skal være pilot en gang. Det er helt sikkert.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...