XL-Byg har overtaget det nu lukkede Optimera i Hjørring - og det kaster mange nye job af sig

ELLING: Bauhaus, jem & fix samt Bygma får om et par måneder selskab af en konkurrent på byggemarkeds-fronten i Hjørring.

Selskabet bag XL-Byg i Elling, Tårs og på Læsø - ETAS Holding - har overtaget bygninger og kvadratmeter på Frederikshavnsvej 224 i Hjørring for et ”anseeligt millionbeløb”.

Senest har matriklen huset Optimera-kæden. Men Hjørring-afdelingen lukkede tidligere på året, da den sønderjyske byggecenterkæde Davidsen købte og overtog Optimera.

De nye ejere er Kristian Nielsen, Torben Svendsen og hans sønner.

- Og vi mener, at der et hul i markedet til os i Hjørring, hvor befolkningstallet også er stigende, siger Kristian Nielsen.

Torben Svendsen og Kristian Nielsen er naturligvis spændte på, hvordan det kommer til at gå.

- Men vi har en god fornemmelse - vi tror på det, siger Torben Svendsen.

De to sætter blandt andet deres lid til, at kunderne i Hjørring - akkurat som tilfældet er i Elling, Tårs og på Læsø - vil tage godt imod et koncept, hvor man betjenes af faglærte medarbejdere hele vejen rundt - samtidig med, at der altid leveres kvit og frit fra eget lager.

Prof-afdelingen tegner sig for omkring 60 procent af omsætningen i de tre, eksisterende byggemarkeder - og det billede regner ejerne også med vil gøre sig gældende i Hjørring.

Fire af de tidligere Optimera-ansatte har fået job hos de nye ejere, der dog ikke er færdige med at skrive ansættelses-kontrakter.

Ejerne regner således med at skulle ansætte yderligere 14-15 personer, inden man er helt i mål i Hjørring.

Torben Svendsen og Kristian Nielsen tager chefstolen det første års tid i Hjørring for at sikre den rette DNA i byggemarkedet, inden der eventuelt vil blive ansat en med striber på skuldrene.

Med ansættelserne i Hjørring vil der samlet set være beskæftiget godt 90 medarbejdere i de fire byggemarkeder - mere end halvdeldelen er placeret i Elling, hvor hovedkontoret er.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...