I Elling kan man slet ikke vente med at komme i julestemning

ELLING: Mens hele verden ventes at gå Black Friday-amok 29. november, så tager man tingene ganske roligt i Elling.

For her har man valgt at gå Sort Torsdags-amok allerede 21. november.

Det er nemlig dagen, hvor byens butikker samles om, at forkæle kunderne helt frem til kl. 20.30.

I Sognegården er der parløb mellem sognet og Meny Kaffe om gratis kaffe og kage fra kl. 1830.

Lokalhistorisk Arkiv vil vise gamle billeder fra Elling FDF, og håber at kunne få sat navne på nogle af de personer, som er på billederne.

Elling Sko byder ud over det vanlige sortiment på konkurrencer i løbet af dagen, og XL Byg danner denne aften par med Elling Slagter.

Der er derfor dømt Sort Torsdags-grill på torvet foran Pusterummet.

Hos Flora Flora er der som altid lagt op til en hyggelig aften. Der jules og serveres hjemmelavet gløgg.

Der vises skønne ideer til julebordet og årets juledekorationer til både inde og ude.

I Ellingen er der fra 17-20.30 smagsprøver på portvin, og man kan komme og lave sit eget julekort mm.

I Pusterummet er der stort sko-outlet, torsdag og fredag og genbrugsbutikken Den Grønne Elling julehygger fra kl.17-20.30.

Hos Græsdal Blomster kan man få juleinspiration.

Så måske ser det slet ikke så sort ud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...