Der er tomt på EUC Nord netop nu - selv omstillingen klare hjemmefra

FREDERIKSHAVN: På EUC Nord er man helt på plads med en beredskabsplan i kølvandet på corona-virus.

De fleste elever vil modtage virtuel undervisning, og kun enkelte undervisningsområder bliver helt aflyst.

Alle ansatte arbejder hjemmefra og man har informeret stort set alle berørte om lukningen, og hvad der skal ske nu.

Direktør Neil Jacobsen startede på beredskabet kort tid efter statsminister Mette Frederiksen offentliggjorde de voldsomme planer onsdag aften.

- Det er et stort indgreb som myndighederne har sat i gang, men vi bakker 100 procent op om det.

- Vi har arbejdet med beredskabet torsdag og fredag og vi er faktisk godt på plads nu.

- Alle parter – og der er mange – er blevet informeret og blevet fortalt, hvad der skal ske på deres område.

- Jeg håber ikke lukningen varer længere end de 14 dage, og så håber jeg alle vil udvise ansvarlighed og samfundssind, siger direktør på EUC Nord Neil Jacobsen.

Neil Jacobsen fortæller desuden, at på de fleste uddannelser sidder eleverne hjemme og modtager undervisning online fra deres lærere.

- Det er selvfølgeligt ikke som det plejer at være, men det fungerer. A

- Alle ansatte er sendt hjem og arbejder hjemmefra. Selv kritiske funktioner som bogholderi og telefonomstilling kan klares hjemmefra på grund af omstillingsvenlig teknologi.

I det hele taget er teknologien en stor hjælp, der gør, at man kan fungere uden at mødes fysisk.

Det gælder ikke blot undervisning, men også møder med samarbejdspartnere eller kolleger fra andre undervisningsområder.

På kursusområdet har man dog valgt at lukke helt ned i de kommende 14 dage.

Undervisninger er enten helt aflyst eller flyttes til en anden dato i 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...