Kursist kom til skade i pause

HVIMS: Nordjyllands Beredskab er færdig med at slukke en brand på Nordjysk Brand- og Redningsskole på Jennetvej i Hvims mellem Jerup og Ålbæk.

Det oplyser Nordjyllands Beredskab.

Her kom en kursist på brandskolen kort efter kl. 11 til skade under en pause og fik en forbrænding på 10 x 10 cm i hovedbunden.

Det oplyser vagtchef Henrik Bech fra Nordjyllands Politi til NORDJYSKE.

- Ingen ved, hvordan det er sket. Kun at det er sket i en pause. Og at han var alene. Manden er ikke afhørt endnu, for han er bragt til sygehuset, oplyser vagtchefen.

Ole Fink Mejlgaard
Foto: Jan Pedersen

NORDJYSKE skrev tidligere, at branden brød ud på Søværnets Center for Skibssikkerhed, som er nabo til Nordjysk Brand- og Redningsskole. De to kursussteder deler adresse, men det var altså på brandskolen, uheldet fandt sted.

Det forlød, at branden blev udløst af en eksplosion. Også den del er der usikkerhed omkring.

- Der er sket et eller andet, siden han har det sår i hovedbunden, men det finder vi ikke ud af, før vi får talt med ham. Nu lader vi lægerne lappe ham sammen, og så finder vi ud af, om det er en arbejdsskade, et hændeligt uheld, en ulykke - eller hvad det er, siger Henrik Bech.

Beredskabet oplyste torsdag på Twitter, at branden startede i et af værkstederne, og at Søværnets røgdykkere var gået i gang med slukningen, da Nordjyllands Beredskab nåede frem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...