Eftermiddagskaffe med hjemmelavet jordbærkage må være indbegrebet af dansk sommer og når rammerne for den kulinariske begivenhed er midt i en bøgeskov, hvor man kan høre rislen fra åen, bliver det ikke bedre.

Eftermiddagskaffen er på hverdagene altid en behagelig afbrydelse af arbejdet. I weekenden er det herlige mellemmåltid en kærkommen lejlighed til at invitere familie og venner på besøg eller man kan hen over sommeren invitere sine gæster ned på Skovlyst i Sæbygaard Skov.

Sæby Scenen har forhåbentlig startet en fast tradition op, hvor de inviterer til ”Sommer på Skovlyst” hver lørdag og søndag klokken 13.00 til 17.00, så vidt mulig med udendørs servering.

Teatercaféen byder på kaffe og forskellige kager, vin, øl og vand til yderst moderate priser.

Åbningen af sommercaféen blev søndag den 21.juni markeret med underholdning og fællessang med Jørn & Alice, der præsenterede sig som Skovlyst’s svar på Phillip Faber, inden de første strofer lød med ”Velkommen i den grønne lund”, som de fleste af gæsterne kunne synge med på.

Frivillige fra Sæby Scenen har i løbet af vinteren fået givet den gamle skovpavillon en tiltrængt make over, såvel ude som inde, så den nu fremstår præsentabel og indbydende til arrangementer.

Overskuddet fra ”Sommer på Skovlyst” arrangementerne går ubeskåret til en fortsat renovering og forskønnelse af skovpavillonen, oplyser næstformand i Sæby Scenen, Yngve Rasmussen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...